Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste december - Typerne (mere om fru Marholms artikler i «Samtiden»)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
undres over, naar der oftere i hendes artikler stikker frem en smaa
vigtighed, som finder sit mest parodiske udtryk i en sats som denne:
„For den uendelige rigdom paa nuancer, for den varme, dybe fylde,
den kraftforhøielse og det sjeleindhold, hvormed det centrale moment
i livet gjennemstrømmer det normalt anlagte og lykkelig udviklede
menneske, for den fordybelse og forfinelse af personligheden, som ero
tiken bringer med sig, har han (Bjørnson) aldrig havt en virkelig bevidst
følelse". Sagen seiv skal vi ilcke diskutere, man bruger ikke spørge om
kongen er af adel.
Det er ingen sag for fru M., hun kan la tankerne svirre i libelle
flugt tre kvart over virkeligheden, og naar hun selv vil, la dem dale
ned i en grundanskuelse, der hviler paa granit, den gamle, gjængse,
gjennemtyggede lægmandssnak, om at kvinden ikke er, ikke kan, ikke
skal være andet end mandens undergivne. Og hvilken modstand hun
ellers kunde vække, her mødes hun af et samlet kor af de forskjelligste
stemmer; jyplingen paa skolebænken finder at hun har ret, og den
gamle afdankede kaptejn paa landet bander paa det samme; de sande
kvinder, fra den nervesvage frue paa sofaen til den tykke madam i
kjøkkenet, føler, hvor sandt det er, at „kvinden efter sin naturbetin
gelse kun kan være noget ved manden", og naturbetingelsen maa man
naturligvis bøie sig for. Manden med den humane og gjennemarbeidede
tænkemaade skjønner, at her er ikke rigtig „smør tilbunds", men han
har for travelt til at klare tingen og slaar sig tiltaals med, at han ikke
misbruger den usurperte magt. Og tænkere og polemikere af forskjel
ligt slags finder, at den gamle lære passer godt i det nye kram og
holder en beskyttende haand over „den afklædte kulturkvinde", som
med alle sine „misdannelser“ og under al den mishandling, hun maa
udstaa, har den trøst, „at manden ikke kan undvære kvinden". Men
jeg synes se, at der glider et stille ironisk smil over ansigterne, naar den
nye Eva træder frem og forkjmder denne sin underdanighed, ti læren for
udsætter, at kvinden blir i stilhed under sløret, ellers opstaar der en
situation saa hæslig, saa ahsurd, at alle fornuftige mennesker maa
vende den ryggen med modbydelighed.
Det er ikke alene paa gammeltestamentlig grund forf. daler ned
fra sin høie flugt, hun dumper ogsaa ned midt i socialismen, naar hun
anker over, at kvinderne trænger sig ind paa arbeidsmarken til skade
for mændene; hun mener kanske, det er bedre da de dog for mæn
denes skyld maa leve —, at de lar sig føde, end at de seiv arbeider
for føden. I en ting har hun ret, dog kun som den, der ingen sym
pati har for kvindebevægelsen. Kvinderne, siger hun, styrtede sig hoved
kuls „ind i den lærde stands idiotiserende maskineri, mod hvilket der
netop blandt de bedste og friskeste mandlige kræfter hæved sig en
stedse voksende opposition". Der kunde svares, paa kvindernes friske
356 Nylænde, iste decbr. iB§o.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
