Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. 1ste juni - Kvindestemmeretsmødet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skylder næsten at gjøre gjengjæld. Jeg hverken vil eller tror at kunne
gjøre dette udtømmende, men et par sider, der vil illustrere mandens
forhold til kvindesagen, kan dog altid stilles i lyset, og jeg er sikker
paa, at nåar vi har seet mandens natur lidt nærmere belyst, vil der
ikke længere være rum for had, men kun for medlidenhed.
164
Aarsagen til den modstand, vi møder i vort forlangende om
stemmeret, der vil give os samme adgang som manden til at deltage
i det offentlige liv, er ingen anden end mandens medfødte herskelyst
og egoisme, hvad mænd naturligvis vil benegte. Men nu spør jeg:
Er det da saa uforstaaeligt, at manden. der i kraft af sin fysiske styrke
har levet som „skabningens herre" i aartusener, og som ifølge sin
selvtagne stilling har tildelt kvinderne deres stillinger, er det saa ufor
staaeligt, at hans natur er bleven herskelysten, at brutaliteten har fulgt
barn ind i det 19de og kanske vil følge ham ind i det 20de aarhun
drede? Er det noget underligt, at han ikke vil bøie sig for retfærdig
hed alene, at han, hvor egoismen kommer med i spillet, ikke vil give
slip paa, hvad barbariets tider har udrustet ham med? Lad os gribe
i vor egen barm! Vi kvinder, som aldrig har havt anledning til at
øve brutalitet paa samme maade og i samme grad som manden, ogsaa
vi bærer paa en ikke saa ganske ringe arv fra de henfarne tider. Vi
er siet ikke villige tit at opgive, hvad vi mener at eie af nedarvede
rettigheder eller til at indse retfærdigheden af deres krav, der er afhæn
gige af os paa en eller anden maade, hvis indrømmelsen af disse krav
er forbundne med personlig opofrelse.
Nåar vi skal bedømme mandens natur, faar vi altsaa huske, at
han har tusenaargamle nedarvede fordomme at frigjøre sig fra, og at
de vilkaar, hvorunder han har levet, har maattet gjøre ham til egoist
i hans forhold til kvinden. I et aarhundrede, da intelligentsen har vist
sin overlegenhed over den fysiske kraft ved at tæmme den og tåge
den i sin tjeneste, har han fremdeles vi1-1et hvile paa de laurbær, som
hans fysiske styrke engang indvandt ham dengang han maatte
optræde som forsvarer for sit barns mor.
Men har vi vundet forstaaelse af, hvorledes det, vi maa kalde man
dens natur, har udviklet sig, kan vi imidlertid ogsaa nære grundet haab
om, at den kan forandres, at den kan udvikle sig i en anden retning.
Vi har det haab, at der i mandens forhold til kvinden som i alle andre
forhold vil foregaa en evolution, ja, den er allerede begyndt. Og sikre
paa, at fremtiden er vor, kan vi kun med medlidenhed betragte dem,
der mener at kunne stanse udviklingen. Nåar vi hører en Heuch, en
Garborg, en Strindberg, en Le Bon, nåar „Morgenbladet", „Politiken",
»Socialisten" kommer med sine angstfulde nødraab eller skjældsord,
blir vi aldeles ikke rædde. Disse angreb fremlokker kun et smil, og
vi siger i vort hjerte; Hvor meget, der dog er tilbage af barbaren!
Nylænde, iste juni 1 891.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
