Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Søster Simplicie (ved red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En dag viste forstanderinden hende en billet fra grevinden af C,
som bad, at en søster maatte blive sendt til hendes hus, da hendes
eneste lille datter laa farlig syg. Søster Simplicie reiste øieblikkelig.
Det var en svær kamp for at rive barnet ud af dødens vold, men
tilsidst var det frelst. Saa kom en lang rekonvalesens, og alt, hvad
kjærlighed kunde Ande paa til opmuntring for den lille, det fandt søster
Simplicie.
Endelig kom den dag, da barnet var frisk, og søsteren vilde reise.
Men den lille og forældrene vilde ikke slippe hende, hun maatte blive,
nu skulde hun faa det godt og hvile sig. Nei, hun vilde strax tilbage
til klosteret, men endelig fik de overtalt hende til at være over den
lilles fødselsdag, som var om et par dage. Barnet var henrykt, nogle
smaa veninder skulde feire fødselsdagen med hende. I Boulogneskoven
havde hun ikke været, siden hun blev syg, og nu fik de kjøre did hen
og lege en times tid, saa skulde vognen hente dem igjen.
Søsteren var med sin lille yndling, og en bonne og guvernante var
med de tre andre smaapiger. Børnene legte muntert paa en rolig plet
under træerne, da en rasende hund for ud af en af alleerne og styrtede
lige mod den lille gruppe. Guvernanten og bonnen løb skrigende af
sted, og de forskræmte børn sprang hen til søsteren. Der fandtes ikke
et menneske, som kunde komme dem til hjælp, og det frygtelige dyr
var lige ind paa dem. „Louise, læg armene tæt om livet paa mig, og
de andre læg armene om livet paa hende igjen, som nåar i leger la
poule" (en fransk leg). Iet øieblik var børnene bag søster Simplicie,
og det gale dyr for ind paa hende. Den vilde derpaa fare paa den
lille, som var bagerst i rækken, men søsteren passede hurtig at vende
sig, saa hun altid stod lige foran hunden og havde børnene beskyttet.
Hunden blev mere og mere rasende; hun kunde ikke holde kampen
paa den maade, hun greb fat i den og klemte sine smaa hænder rundt
snuden paa den. Den rev sig løs mange gange og bed hende, men
hun fik altid igjen et fast tag om den, indtil der endelig kom folk til
hjælp. Da de var befriet, bragte hun barnet til dets hjem, bad tjenerne
hilse moderen og sige, det var uskadt, og gik saa tilbage til klosteret.
Hun gik lige til forstanderinden. rModer," sagde hun, „jeg har været
flere aar hos dig, og du har sagt, jeg har holdt mine løfter, vis mig
nu en stor gunst." Forstanderinden saa paa hendes blege ansigt og
de sønderrevne ærmer, som skjulte de saarede hænder. „Hvad er det
mit barn, hvad er der iveien med dig," raabte hun angst. Da kastede
søster Simplicie sig paa knæ for hende, fortalte hvad der var hændt og
bønfaldt om at faa sendes til det almindelige hospital og ikke pleies i
klosteret, saa søstrene kunde slippe at blive vidne til de forfærdelige
lidelser, som ventede hende. Hun vidste, der ikke var noget haab. De
fine hænder, som havde udført saa mange kjærlige gjerninger, var bidt
Nylænde, 15de juli 1891. 213
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
