Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. 15de november - Dansk kvindesamfund (Kirstine Fredriksen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rette store ting og vinde stor hæder i verden paa personlighedens be
kostning". Hun forstod, at det, der betinger kvindernes dybere betyd
ning i samfundslivet, er værdien af det arbejde, de kan yde samfundet,
men ogsaa, at der maa tid til, for at de kan lære dette; „kvinde
dyrkelsen" siger hun „har holdt sig længere her end andre steder, og
det: at være menneske, medborgerinde, er ikke synderlig tillokkende
for den, der er vant til at betragtes som det begeistrende princip i
tilværelsen". I samklang hermed maatte det første, der var at gjøre
for et dansk kvindesamfund, være at opdrage kvinderne til at arbeide
og gjennem kampen for den ydre selvstændighed vinde den indre.
Pauline Worm havde i sin fortræffelige roman „De fornuftige"
skildret, hvorledes den unge kvinde, der vil noget mere end jevn
maalet af kvinder, maatte bukke under i kampen mod samfunds
filistrene; seiv sled hun sig op som lærerinde i en provinsby, men for
sømte dog ikke nogen leilighed til at paatale de uretfærdigheder,
kvinderne sukkede under. Da der kom en tid, hvor man følte trang
til at brede forstaaelsen af sagen i større kredse, da høstede man, hvad
hun havde saaet under sit ihærdige og dygtige arbeide for at gjøre
kvindesagen til det hun vilde den skulde være „en folkesag".
De to hver for sig saa eiendommelige forkjæmpere for sagen meldte
sig straks som menige arbeidere i samfundet. Om Mathilde Fibiger,
forfatterinden til „Den ensommes Hjem", nogensinde vilde have passet
ind i föreningslivet, er vel tvilsomt; hun døde aaret efter, at samfundet
var dannet. Pauline Worm derimod fulgte det længe med levende
interesse og havde bl. a. væsentlig del i, at det biet et „dansk" kvinde
samfund i stedet for som først ment en kredsafdeling af et i Genf
dannet internationalt selskab. De indvendinger, hun og andre frem
førte mod en saadan organisation, lød noget barnlige. Man var bange
for at bli brugt i „stortyske" formaals tjeneste, fordi det hed sig, at
kronprinsesse Friedrich skulde staa i spidsen for organisationen; man
taalte ikke ordet »international", fordi man syntes, det smagte af
socialisme. Men det var sandt, at de danske kvinder stod altfor
fremmede overfor udlandet til at kunne samarbeide med det, og at de
derimod trængte til at samle sig om de opgaver, der laa lige for
haanden. Og da det intemationale forbund snart efter opløstes paa
grund af indre splid, viste det sig, at man havde handlet klogt ved at
folge de nationalt bekymrede kvinders raad og i tide løse forbindelsen
med det.*)
*) Medens foruden de tre overnævnte ogsaa Elisabeih Ouchterlony og Tagea
Johansen havde- været medvirkende ved samfundets dannelse, fik styrelsen senere
en noget anden sammensætning, i det først fruerne Severine Casse og Marie
Rovsing, siden arkitekt V. Klein og boghandler L. A. Jørgensen traadte til,
medens af de første styrelsesmedlemmer kun C Testman blev tilbage.
Nylænde, 15de novbr. 1891. 343
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
