Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Rosen (af Olive Schreiner)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er mange aar siden nu. Jeg var femten aar gammel, og jeg
reiste i besøg til en liden by langt ind i landet. Den var en nybyggerby
i de dage, og der var to dages reise fra den til nærmeste by. Befolk
ningen bestod hovedsagelig af mænd. Nogle faa af dem var gifte og
havde horn, men de fleste var ugifte. Der var bare en eneste ung
pige der, da jeg kom. Hun var omtrent sytten aar, blond og temme-
Itg fyldig med store drømmende blaa øine og bølgende lyst haar, fulde,
temmelig tunge læber, indtil hun smilede, men da kom smilehuller frem,
de hvide tænder lyste, og hele ansigtet straalede. Hotelværten havde
nok en datter, og en forpagter ved byens grænse havde to, men vi saa
aldrig noget til dem. Hun herskede alene. Alle mændene tilbad hende.
Hun var den eneste kvinde, de havde at tænke paa. De talte om
hende paa torvet og i hotellet, de passede hende op ved gadehjørner,
de hadede den mand, hun hilsede paa eller gik sammen med nedover
gaden. De bragte hende blomster, de tilbød hende sine heste, og de,
som turde, bad hende om at ægte dem. Det var noget naturligt i at
disse mænd, som boede borte fra verden, lagde for den enes fødder
det, som ellers vilde været ofret tyve kvinder; der var ogsaa noget
ridderligt i denne mandens tilbedelse af den bedste kvinde, de kjendte,
men paa samme tid noget usselt og smaaligt i deres indbyrdes mis
undelse. Hvis hun havde givet et tegn med sin lilleflnger kunde hun
vist have ægtet hvem hun vilde af en snes mænd.
Saa kom jeg. Jeg tror ikke jeg var mere tittalende end hende,
neppe saa tiltalende, jeg er vis paa, jeg ikke var saa smuk. Men jeg
var livlig, og saa var jeg ny og hun gammel — saa forlod de hende
og fulgte mig. De tilbad mig. Det var til min dør blomsterne kom,
det var mig, som de tilbød hestene, det var mig de stod og ventede
efter ved gadehjørnerne, det var, hvad jeg sagde og gjorde, de talte om.
Halvveis likte jeg det, jeg havde levet alene hele mit liv, ingen havde
fortalt mig, at jeg var smuk, og at jeg var kvinde. Jeg troede, hvad
de sagde, jeg vidste ikke, at det simpelthen var en mode, som en af
dem havde indført, og som de andre fulgte slavisk. Jeg syntes om,
naar de friede til mig, og jeg kunde sige nei. Jeg foragtede dem
allesammen. Jeg havde ikke noget af den følelse endnu, som voxne
kvinder, store kvinder, har, den dybe moderlige ømhedsfølelse, som Om
alle mennesker var ens børn. Jeg var for liden til at kunne føle ømhed
eller medfølelse. Jeg likte bare at føle magt. Jeg var som et barn,
der har faaet en ny svøbe og gaar omkring og smelder med den, uden
at bry sig om, hvem den træffer. Mændene var for mig bare nogle
underlige skabninger, som syntes godt om mig, hvorfor skjønte jeg
ikke, men det morede mig.
Men der var en ting, som tog fornøielsen fra mig. Jeg kunde ikke
like, at de havde forladt hende for min skyld. Jeg syntes om hendes
Nylænde, iste januar 1892, 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
