Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Rosen (af Olive Schreiner)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
store drømmende øine, hendes langsomme gang og noget slæbende ud
tale. Naar jeg saa hende sidde iblandt mændene, syntes jeg hun var
altfor god til at være sammen med dem. Jeg vilde have givet alle
deres komplimenter, hvis hun vilde smilt til mig, som hun smilte til
dem, med de smilehullerne, de hvide tænderne og det straalende ud
trykket. Men jeg vidste, hun ikke vilde smile til mig, jeg var sikker paa,
at hun hadede mig, at hun ønskede jeg var død, at jeg aldrig var kommet
til landsbyen. Hun knnde jo ikke vide, at naar jeg var ude at ride, og
en mand, som altid havde redet med hende, kom for at følge mig, sendte
jeg ham bort, at engang da en mand tænkte paa at vinde min gunst ved
at efterabe hendes slæbende sprog, blev jeg saa vred paa ham, at han
aldrig vovede at vise sig for mig mere. Jeg vidste, at hun vidste, at
paa hotellet havde de væddet om, hvem der var vakrest, hun eller jeg,
at de havde spurgt alle, som kom ind, og at den, som havde holdt
paa mig, havde vundet. Jeg hadede dem for det, men jeg vilde ikke
lade hende se, at jeg brydde mig om, hvad hun følte for mig.
Hun og jeg talte aldrig til hinanden. Hvis vi mødtes paa gaden,
hilste vi og gik forbi; naar vi tog hinanden i haanden, gjorde vi det
stille uden at se paa hinanden. Men jeg indbildte mig, at hun følte
min nærværelse i værelset, ligesom jeg følte hendes.
Tilsidst kom tiden for min afreise. Næste dag skulde jeg afsted.
En af mine bekjendte gav en fest for mig, hvortil hele landsbyen var
indbudt.
Det var midtvinter, der var intet i haven uden nogle georginer og
chrysantimum, og jeg tror, at i 12 miles omkreds var der ikke en
rose at faa kjøbt, hverken for penge eller kjærlighed. Bare i en have,
som en ven af mig eiede, var der i et solvarmt hjørne lige op mod
muren en rosenbusk, som havde en eneste knop. Den var hvid. Den
var lovet den unge pige til festen.
Aftenen kom, da jeg gik ind i toiletværelset for at tage af min
kaabe, fandt jeg hende der allerede. Hun var klædt i en hvid dragt,
med de fyldige hvide arme og skuldre blottede, og det rige gyldne
haar straalende i lyset, og den hvide rose fæstet ved brystet. Hun
saa ud som en dronning. Jeg sagde „godaften“ og vendte mig hurtig
om til speilet for at ordne mit gamle sorte skjærf over min gamle
sorte kjole.
Jeg saa i speilet, hun havde taget den hvide rose fra sit bryst og
tæstede den i mit haar.
„Hvor nydeligt mørkt haar er“, sagde hun, „blomster tar sig saa
godt ud i det“. Hun gik lidt tilbage og saa paa den, „Den ser
meget bedre ud der“..
Da følte jeg en haand røre ved mit haar.
„Staa stille et øieblik“, sagde hun.
Nylænde, iste januar 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
