Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. 15de februar - Hedda Gabler og Thea Elvsted (foredrag holdt i N. K. F. af fru Ragna Nielsen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stændig lige, med samme ret, med samme ansvar — først da kan der
bli tale om at skifte mellem dem, at bedømme med samme maalestok.
Og hvilken udvikling i forstaaelsen af kvindens stilling ligger der ikke
hos alle Ibsens kvindeskikkelser mellem Solveig og Hedda Gabler; det
er hele kvindeemancipationens historie paa et bret. Solveig, dette
uvirkelige væsen, der kun lever i menneskers fantasi, men ved sin
skjønhed blir saa farlig for os, der arbeider for sandhed og frihed hos
kvinderne — farlig, fordi hun begeistrer de unge piger til efterligning,
saa de gjør vold paa alt, hvad der er sundt og kraftigt og udviklings
dygtigt hos sig for at bli et saadant stillestaaende kvindelighedens
ideal for en mand. Hvor glimrende gjør ikke Ibsen seiv nar af dette
i „Fruen fra Havet“. hvor stakkars Lyngstrand som representant for
alle ungdommelige egoister saa inderlig naivt kommer frem med den
fordring, at Bolettes livskald skal være at gaa og vente paa ham.
Men Solveig er den sidste Ibsen’ske kvindeskikkelse, dannet, ikke efter
virkeligheden, men efter den mandlige egoismes længsel og fordringer,
og nu følger raskt efter hverandre kvindeskikkelser som representanter
for kvindesagens vækst. Vi har Petra i „En Folkefiende", kvinden,
som forlanger at faa arbeide, vi har Lona Hessel, som bringer frem
kvindernes fordring paa at faa lov til at bringe et friskt sandhedens
og ærlighedens element ind i mændenes fordærvede samfund, vi har
Nora, der bringer kvindernes fordring paa ogsaa i kjærlighedsforholdet
at faa være et menneske, være sig seiv, ikke mandens dukke; vi har
Ellida, der bringer Noras fordring videre, og som repræsentant for
alle hustruer appellerer til alle gode og forstandige ægtemænd og for
langer frihed —- frihed, forat hun ogsaa skal kunne ta ansvaret paa
sig, og forat hun, den frie ansvarlige kvinde, skal kunne gi ham, man
den, mere end han nogensinde har forlangt, mere end han nogensinde
har drømt om, — og vi har Hilde, den prægtige, morsomme Hilde,
der i sit navn og sit hele væsen bringer et godt varsel om, hvad frem
tidens unge pige vil kunne udrette — det kjække, friske pigebarn, som har
en livslyst og et livsmod, som nok skal kunne seire over alt det sløve
tilvante, Hilde, som vi elsker, og for hvem vi haaber og lægger planer
— hun skal faa alt det, som vi har maattet savne. Saa er kvinde
sagen vokset sig saa sterk, kvinderne har faaet saa megen selvbevidst
hed og selvfølelse, at Ibsen kan begynde at vise os det forvendte i os
seiv, afgrundene i os, og vi faar fru Alving, der har solgt sig seiv og
høster lønnen for det baade i förvirringen og forkjertheden i sit eget
væsen og i sønnen, som hun elsker høiest af alt i verden. Kvindens
indre er blet forkjert og forvendt, hun er raa, hun er slet, hun begaar
de laveste forbrydelser og skjuler det alt med den forstillelsens kunst,
som hun har lært sig til under den lange fornedrelsens og undertryk
kelsens tid, men Rebekka eier alligevel det, som igjen kan hæve og
Nylænde, 15de februar 1892. 51
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
