Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - For skole og hjem - Hjertesak fra ægteskabets verden (Lotte)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hjerhmet! Hvor — om muligt — ti gange høiere skulde de ikke bli
elsket! Og — som før nævnt —ja vi husker dette med fredlystheden!
Jeg skjønner ikke, der kan være nogen moro i, at ens hjertens
kjære viv udgyder sig paa følgende maade i dagbøger eller breve —
jeg overrasked nemlig en veninde en dag i at ha skrevet følgende linjer;
„Jeg spekulerer undertiden paa, hvad det kan komme af, at jeg
nu altsaa ikke længer „forsørger mig selv“. Er jeg mere doven, end
før jeg blev gift? — Arbeider jeg mindre? — Umuligt. — Jeg fik ros
for at være flittig og arbeidssom, før jeg blev gift, men jeg er det ganske
vist ikke mindre nu. Al min tid og alle mine kræfter vier jeg jo det
arbeide, som nu er mit; at holde min mands hus i orden, at opføde
og opdrage vore børn. Det er min store stolthed og glæde at gjøre
dette arbeide godt. — Men hvorfor skal jeg, fordi om jeg har flyttet
al min arbeidskraft og alle mine evner over til hans hus — hvorfor
skal jeg derfor staa i et afhængighedsforhold, hvis daglige ufrihed og
uskjønhed piner og plager mig? — At be om penge — altid og altid
— hu! — det er mig saa imod! Jeg river og rusker i dette forhold
som den fangne i jernlænken, — men — det blir uforanderligt
som den!“
Kan der egentlig være nogen moro i, at ens hustru skriver eller
tænker slig som denne min — jeg indrømmer — lidt sygeligt fint
følende veninde?
Og jeg for min part tilstaar, at om jeg altsaa ingenlunde vilde
bytte med den tid, saa kan jeg dog ikke altid tilbageholde et lite suk,
naar jeg tænker paa, hvor freidig jeg dengang kjøbte mig nye kjoler
for „mine egne penge", og jeg ligesaa freidig kunde gi bort et par
kroner, som ikke en levende sjæl behøvte at vide om!
Saa ubehageligt det er, saa kan jeg heller ikke forhindre, at Søren
Kirkegaards ord, som forfærdede mig i mine pigedage, af og til paa
trænger sig mine tanker: „Man spør bruden, om hun vil have den
mand, som hos hende staar, til herre, — om hun vil have ham til
herre, — thi anderledes faar hun ham ikke" !!
Skulde virkelig Søren Kierkegaard faa ret ogsaa med hensyn
til mig? Fik ikke heller jeg ham anderledes?
Men kjære, det er jo Albert, talen er om! — — pyt, hvad gjør
det saa? — Jeg vilde sandelig ikke bytte med den uafhængigste stil
ling i verden — uden ham!
Kjære, snille redaktør af „Nylænde“, bliv ikke vond! Jeg vilde
bare skrive mig fri for mine smaasorger — og nu har jeg gjort det!
Huf, — det er fælt, dette med „herre"!
Hvad er det saa jeg vil?
Nylænde, 15de aprii 1892.
Lotte.
Ill
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
