Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. 15de august - Louise Michel (ved red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ofte, men de viste sig ikke. Lygtemændene, som dansede mellem pile
trærne var temaet i mange af fortællingerne i nabolaget. Saa var der
det omtalte gamle slot, der var fuldt af spøgeri, og saa var det
legenden om den hellige eneboer i Cara, som hver dag bad, at be
boerne af egnen maatte befries for en ond røver, som hver nat gjorde
plyndringer; men det blev tilslut opdaget, at eneboeren og banditen
var en og samme person, som udførte to forskjellige roller. Louise
behandlede dette emne i et af sine utallige digte; her var det ironien
og humoret, som greb hendes fantasi. 1 denne sagnenes og even
tyrernes luft var det Louise fik den smag for folkedigtningen, som
under hendes ophold i Ny-Caledonien fik hende til saa ivrig og ud
holdende at samle de spredte levninger af Kanakernes folketradition.
Jules, hendes fætter, var hendes mandlige sidestykke. Naar han
kom fra skolen, kunde Louise og han glæde sig i et kameratskab,
hvori der netop var modsætninger nok til at give farve til et forbund,
der blev grundlagt ved samstemmighed i mangfoldige ting. De to
unge personer for saa vilde som utøilede foler gjennem mark og skov,
drøftede de underligste spørsmaal, fandt paa de løierligste skøierstreger
og overlod sig uden tvang til alle øieblikkets impulser. De omarran
gerede sammen Victor Hugos dramaer og sammensmeltede rollerne,
saa at de lod sig udføre af de to alene. Alle artistiske spørsmaal blev
diskuteret, mens de sad i grenene paa kirsebærtrærne, og diskussionen
blev af og til afbrudt ved et bombardement af kirsebærstene og en
fortsættelse af krigen nede paa marken. Ved en leilighed havde de
ogsaa en strid om kvindens rettigheder. Unge Jules hævdede, som
det herskende kjøn pleier at gjøre, at hvis Louise ved at studere saa
mange bøger stadig udviklede sin forstand, saa at den holdt sig i høide
med hans egen, saa vilde hun bare blive betragtet som en abnormitet.
Louise kunde ikke taale denne fornærmelse mod sit kjøn og svarede
ham vredt. Fra ord gik det over til haandgribeligheder, og de to
unge digtere bogstavelig talt sønderbrød sin lut paa hinandens hoved.
De forsonedes imidlertid snart og gjenoptog sin jagt paa padder, som
de pleiede samle for at kaste i hodet paa slemme folk. Men de
opgav det tilslut, da det gik op for dem, at hvor retfærdig det kunde
være at straffe slemme folk paa den maade, saa var det dog afskye
lig grusomt mod padderne. Paa gaardspladsen bag muren byggede
de en scene paa en vedhaug, hvor de fremstillede alle de blodigste
episoder af skrækregjeringen. I deres øine var vedhaugen skaffotet.
De gik skiftevis op paa den, som om de gik til guillotinen, og raa
bende „republiken leve“ lagde de sit hoved rede til det dræbende hug.
De syslede i fantasien stærkt med det farefulde og frygtelige. Børn,
ligesom vilde, glæder sig ved blodige optrin, og Louise og Jules ransagede
historien for at finde frem skrækscenerne. Undertiden besteg de ved-
Nylænde, 15de aug. 1892. 215
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
