Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Louise Michel (ved red., forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvad gjør kirken idag med disse egenskaber, kirken, hvis store op
gave det netop skulde være at forme og lede dette ædle element? Hvis
Jesus af Nazareth havde mødt den vilde unge lærer fra Haut Marne,
hvor forskjelligt det da kunde været. Men hun fandt ham blot i den
lidende friheds og det undertrykte folks sag. Hun fandt ikke den
ledelse og sympati og den hvile, som kommer fra den bevidste kraft i
en stor menighed. Men naar kirken gaar i ledtog med verdens onde
magter, saa gaar Guds børn forvildede omkring i ørkenen. Louise
Michel var dengang endnu ikke en forhærdet oprører. Hun hadede
keiserdømmet, og hun gjorde ret i at hade det. Hun troede, at repu
bliken skulde helbrede al menneskehedens elendighed. Og for at frem
kalde republiken var hun allerede dengang rede til at vove alt, til at
kaste bort sit liv som en meget ubetydelig ting.
Louise Michel var Charlotte Corday’s landsmand, hun ræso
nerede sig ind i tro paa snigmordets nytte og nødvendighed.
Hun siger:
Hun skrev engang saaledes om dette emne;
„Jeg ved ikke hvad opgave skjæbnen har giVet mig, men nu,
ligesom i min ungdoms dage er jeg fuldt forberedt paa at fuld
byrde det, som bør ske. I keiserdømmets sidste aar laa disse
frygtelige linjer af Victor Hugo stadig i mit sind: „Harmodius,
nu er timen inde, rolig kan du dræbe denne mand“. Jeg vilde
have gjort det, for den mands død vilde have frelst millioner
andre menneskers liv. Mens jeg var lærerinde i Paris var der
en, som havde lovet mig at sikre mig et møde med tyrannen.
Ti i de dage likte jeg ikke tanken paa at udbede mig en au
dience seiv hos Bonaparte med den hensigt at dræbe ham. Nu
vilde jeg ikke være saa skrupuløs. Først længe efter lykkedes
det mine venner at skaffe mig det lovede introduktionsbrev, men
da kom det for sent. Keiseren var reist til krigsskuepladsen".
„Har du nogensinde seet en orm, som er blevet kløvet? Hodet
og kroppen vrider sig og bevæger sig, som om de søger a
komme sammen igjen. Du føler sorg over den lidelse, som e
paaført dyret, men din fornuft forsyner dig med argumenter imod
din medfølelse. Var ikke ormen blevet ødelagt, kunde den en
dag have bidt en person. Paa den høi, hvor vor vinplantage laa,
havde nogle jægere engang drevet en hunulv i klemme. Det
ulykkelige dyr holdt ungerne sine mellem labberne og hylte ynke
lig. Trods alle mine bønner var jægerne ikke at formaa til at
spare dens liv. Den naade jeg som barn anraabte om for ulv
inden, vilde jeg nu ikke bede om for nogle mænd, som er gru
sommere end ulve mod deres medskabninger. Man bør ikke
betænke sig længer paa at slaa ned mennesker, der er personlig
Nylænde, iste septbr. 1892. 229
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
