Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Louise Michel (ved red., forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Louise var paafærde i komiteerne, som var dannet for at hjælpe
regjeringen af nationalförsvaret; hun bar nationalgardist uniform og
var utrættelig under farer og anstrengelser. Da den lange fortvilede
kamp nærmede sig sin afslutning, protesterede hun fremdeles mod
overgivelse og fordrede endnu engang at blive ført mod fienden.
Om amazonernes arbeide, anderledes end som petroleuser, er
lidet blevet sagt. Experimentet var dog fuldt af interesse. Hvorvidt
er kvinderne skikkede til at bære byrderne og anstrengelserne ved
militærtjenesten? Det er et spørsmaal, hvori vi endnu paa ingen maade
har hørt det sidste ord. Traditionen om de gamle krige mod ama
zonerne antyder, at endog paa slagmarken har kvinden engang været
jevngod med manden, ja for en tid mere end jevngod. Hans majestæt
kongen af Dahomey er den eneste potentat, som ind i vor tid har
opretholdt institutionen: kvindelige soldater*), men under kommunen,
da kampen stod paa det alvorligste, var der mange kvinder, som stil
lede sig ide kjæmpendes rækker. Den krigerske kvinde er blevet
idealiseret i Britomarte, en af „Faerie OueeiT ’s skjønneste riddere,
historien har lovprist hende i Jeanne d’Arc, Pigen af Saragossa er
blevet hyldet af Byrons muse. Men den parisiske „communarde“ har
ikke faaet ære af andre end Louise Michel. Hendes historie er skrevet
i retternes og domstolenes forhandlinger, og hun erindres oftest med
en gysen. Hun har vistnok fortjent en noget bedre skjæbne, og naar
beretningen om kvindernes store oprør engang skal skrives i sin helhed,
vil historikeren ofre mangen en omhyggelig undersøgelse paa disse
kommunens kvinder og paa spørsmaalet om, hvorvidt de hævdede sit
kjøns hæder. Ifølge Louise Michel gjennemgik de ildprøven mindst
ligesaagodt som mændene. Der var en god del hysteri inden kom
munen, men mændene havde det værre end kvinderne.
’) Om disse giver M. Jean Bayol i »Revue Scientifique< følgende beretning ;
I sit palads har kongen af Dahomey en kvindelig garde, som reisende har
pleiet at kalde »amazonerne» . I Dahomey kaldes de Minos, kongehustruer, men
dette navn passer daarligere end amazoner, ti disse kvindelige soldater har forplig
tet sig til cølibat og er et slags krigerske vestalinder. Denne pretorianske garde
har ofte udmærket sig i slag, og ingen soldat har vist større og mere urokkeligt
mod end disse kvinder, hvis hele tanke er kamp. De rekruteres fra høvdingernes
børn eller fra de unge kvindefanger i tjeneste hos kongens hustruer. Deres dragt
bestaar af vest uden ærmer, meget korte underbenklæder og derover bomuldstøis
benklæder, lange i fredstid og korte i krig, og en hue, paa hvilken der er broderet
en alligator eller et andet dyr. Amazonerne bor i kongens forskjellige paladser i
Abomey og deres antal överskrider ikke femten tusen. De er delt i to bataljoner,
men begge staar under en chef, som altid er en kvinde, som har gjort sig berømt
ved sine felttog. Denne garde holder sig ved kongens side paa hans expeditioner
og marscherer bjot mod fienden paa monarkens udtrykkelige befaling.
0, a,
Nylænde, iste septbr. 1892. 233
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
