Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Louise Michel (ved red., slutning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
Jeg skal ikke her forsøge at give kommunens historie. Af
almindelige nøgterne folk betragtes den i regelen fra først til sidst som
det rene vanvid, et produkt af nervøs ophidselse og som et af de
bedste vidnesbyrd, der er givet denne generation paa, at samfund,
ligesaavel som individer, leilighedsvis kan angribes af galskab. Men
det er snarere at fordømme den fra den kolde forstands synspunkt,
end det er at forstaa den med hjertets følelse. Havde man ikke drømt
om republikens komme som indvielse til det tusenaarige rige kun for
at vaagne op og opdage midt i krigens rædsler den endnu værre
rædsel af en republik, som, efterat have vist sig uduelig til at hindre
landets lemlæstelse, ikke vilde undseet sig for at forberede krænkelse
af Paris’s friheder? Det vilde have været slemt at bære til enhver tid,
men saaledes som det kom efter beleiringens lange savn og angst,
kan det nok forklare alle ting, ogsaa kommunen. Det var en poroxysme
af en stor by under en frygtelig natmares greb, og det var værre
end, en natmare. For en tid gik alt for sig omtrent som under preus
sernes beleiring. Men da tilsidst midt i den glade mai maaned Paris
følte sit blod stivne, og himlen farvedes rød af ilden fra de flammende
bygninger, fik hele Europa et stød, som der ikke mindedes magen til
siden skrækregjeringens dage. Indtil idag har detaljerne i denne
gigantiske dødsens duel mellem revolutionens by og det øvrige Frank
rige ikke været kjendt og forstaaet — udenfor Paris. Tusener paa
tusener blev skudt ned, næsten firti tusen blev taget tilfange, førend
Paris blev undertrykt. Den rasende energi i denne revolutionære
nervespænding syntes inkarneret i Louise. Ingen har lagt hende nogen
personlig grusomhed til last, men hun var mere eller mindre ansvarlig
for alt, som skede, ligesaa ansvarlig som nogen af dem, der gav ordre
til nedsablingen af gislerne, myrderiet paa erkebispen og Paris’s brand.
Kampen var haabløs fra begyndelsen, og fortsættelsen og slutten
blev derefter. Louises tilfangetagelse skyldes hendes ængstelse for
moderens sikkerhed. Hendes moder var arresteret, og Louise, som
gik for at finde hende, kom derved ansigt til ansigt med en officer, som i
gamle dage engang havde trukket lod med hende, om hvem der skulde
dræbe keiseren! „Hvad“, raabte han, „De her!“ „Ja“. „Og hvad
med folket, istedetfor at skyde dem ned. Denne triumf for fol
kets sag skyldes maaske væsentlig kvindernes intervention, idet
de dækkede artilleriet med sine egne legemer, ja endog stillede
sig foran kanonmundingerne for at hindre dem fra at affyres.
Da seiren var blevet afgjort til vor fordel, saa jeg mig om og
opdagede min stakkhrs gamle moder, som, da hun troede jeg
vilde blive skudt, havde fulgt efter mig, ligesom hun altid pleiede
holde sig i nærheden af mig, rimeligvis for ikke at skaffe mig
ængstelse for hende. Jeg havde tidligere ikkd faaet øie paa hende“.
Nylæucle, 15de septbr. 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
