Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Louise Michel (ved red., slutning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kan jeg gjøre for Dem“. „Bare lad mig faa bringe min moder til et
sikkert sted, saa skal jeg komme tilbage og overgive mig“. Han lod
hende gaa og haabede, at hun ikke vilde komme tilbage. Saasnart
Louise havde faaet sin moder i sikkerhed, kom hun tilbage. „Hvad?“
raabte hendes tidligere kamerat, „De kommer tilbage!“ „Naturligvis“,
svarede hun, ,,hvad anser De mig fdr?“ Saa blev hun fange og mar
scherede med tusen andre til Versailles igjennem den haanende mob.
Om den Via Dolorosa siger hun lidet. Det er ikke hendes skik at
dvæle ved sine egne lidelser.
Saa kom rettergangen, hvis det kan kaldes saa, hvor der ingen
lorsvarer var, og hvor de anklagede kun bad om døden — døden,
som blev negtet dem. Louise saa i et øiebliks fremsynthed tre afsine
kamerater skudt ved Satory, mens hun laa i fængsel, men det blev
hende negtet at dele deres skjæbne.
Hun havde været krigsfange, og nu var hun forvist straffange,
men hendes mod blev aldrig brudt. Hun var en barmhjertighedens
trøstende og hjælpende engel for sine ulykkelige kamerater. Hun plei
ede de syge og opmuntrede de sørgmodige. Da hun naaede sit be
stemmelsessted, blev hun sat til at være lærerinde, og hun blev saa
glad i sine Kanaka-elever, at hun mer end engang følte sig fristet at
vende tilbage efter amnestien. Her, blaridt straffangerne, var det mange
underlige erfaringer hun gjorde. Louise har altid færdes blandt de
værste og de bedste mennesker. Helte og helgener, forbrydere og
mordere, men for hende synes alt det samme. Ti hun bekjender sig
til læren om individets moralske uansvarlighed — en forfærdelig lære,
men en, som ganske vist kan lede til medlidenhed og overbærenhed.
Under naturens cykloner var Louise ligesaa rolig, som da hun van
drede blandt de exploderende bomber paa Montmartre kirkegaard.
Hun kom tilbage, som hun reiste, den samme Louise, fuld af med
lidenhed for dem, som har det ondt, og fuld af stor vrede mod dem,
som paafører dem lidelsen.
Efter sin tilbagekomst begyndte Louise paa nyt sin propaganda,
som hun forøvrigt i grunden aldrig havde ophørt med. Hun overførte
nu den hengivenhed, hun tidligere havde følt for republiken, til anarkiet,
hun blev forgudet af sine meningsfæller blandt Pariserne, men befandt
sig kort tid efter i fængsel. Hendes historie efter amnestien er ikke
stort andet end en beretning om fængslinger. Hun har været inde
spærret som gal, forvist som straffange, sat ind i St. Lazare med
byens fattige piger, — et engelsk arbeidshus har hun dog endnu ikke
været beboer af, men forøvrigt har hun gjort alle mulige erfaringer paa
fangenskabets omraade. En stakkers forrykt drukkenbolt forsøgte at
myrde hende ved at affyre sin revolver mod hendes hoved. Kuglen
Enden paa det var, at Louise blev forvist til Ny-Caledonien.
Nylænde, 15de septbr. 1892. 243
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
