Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Louise Michel (ved red., slutning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
store taagebys lave himmel som et væsen, der knap tilhører denne
jord, og profeterer om de ting, som skal komme.
„Men De er ikke inden samme sfære som Louise", sagde en af
hendes ildtilbedere til mig, „hvorledes tror De da, De kan forstaa
hende? De er i bedste tilfælde som den unge mand, til hvem det blev
sagt: „En ting fattes Dig“, mens hun hører til de indviedes orden,
som forsagende alle ting har seet ind i universets hemmeligheder, som
altid blir skjult for dem, der har denne verdens goder. Louise er en
ophøiet mystiker. Hun tror ikke, hun ved. Hun har seet, derfor
taler hun. Men I kan ikke forstaa, heller ikke forstod ypperstepræsterne
og de rige Nazaræeren. Udstødt, hjemløs, jaget, proskriberet, for
agtet — hvorledes kan da den „respektable“ forstaa seeren? Det er
nu, som det var og altid vil blive. Louise er forud for sin tid. Hun
er en gigant født i utide. For eder er hun gal. 0! daarer og blinde!
Om hundrede aar vil en gjenfødt menneskehed bøie knæ ved graven
over hende, som I udler som en gal, smudsig gammel kvinde."
Det kan være. Men seiv om vi gaar med paa, at hun er sybillen,
og at vi er daarer og blinde, saa kunde det endda være et forsøg
værdt at udtyde, hvad der er skrevet paa disse sibyllinske blade af
hendes store værk og se, om hun ikke ogsaa har en lærdom til os
andre dødelige, som betaler skatter og søger at holde samfunds
maskineriet igang.
Jeg vil gjerne gaa ind paa, at det indtryk jeg har af denne tra
giske og patetiske skikkelse, blot skriver sig fra en delvis og kanske
overfladisk forstaaelse, og jeg er rede til, hvis jeg faar et fuldere lys
at forandre, hvad der er falskt. Men her er det hovedindtryk jeg nu
har: Louise Michels liv er som en stærk klang, haard, mislydende,
ofte forfærdelig. Det er det skrig, som bryder frem af kvindens, af
den oplyste dannede kvindes hjerte, naar det kastes mod en grusom
skjæbnes jernstængsler. Og dog er der mere i det. Fortvilelsens pro
feter mangler der ikke i vore dage, men der er flere af dem blandt det
andet kjøn. Louise Michel er ikke pessimist. Hun er ikke kyniker.
Hun bor, kan man sige, i helvede, men hun holder aldrig op med at
drømme om himlen. Hun ligger i søvnløs gru natten lang og tænker
paa alle de lidelsens, dyriskhedens, grusomhedens skrækbilleder, som
er verdens natmare. Hun tar sin pen og beskriver dem, og se, seiv
mens hun skildrer jordskjælvet og solformørkelsens angst, forkynder
hun den kommende glans og viser sig tilsidst at være en virkelig
inspireret daggryets herold.
Nylænde, 15de septbr. 1892. 247
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
