Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. 15de februar - Literatur: Laura Kieler: I en lysengels skikkelse (Aasta Hansteen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
godt ind i dens plan. Forfatterinden siger i sit forord, at den er lagt
for at paavise, hvori dens indre væsen bestod — denne pietisme, som
herskede i femtierne og sekstierne; — hun vil „vise, hvad der i dette
marvstjal den paafølgende slægt“.
54
„Af samme grund har bogen ogsaa saa godt som udelukkende
samlet sig om dens tre — fire hovedpersoner". — Naar man „tænker
sig tilbage i hine mørke tider, og den tids skikkelser passere forbi i
ens erindring, da ser man kun for sig de enkelte, betydelige menne
sker, for hvem pietismen blev en tragisk skæbne, eller som tilsidst
rystede tankerne af sig og brøde ud af fængslet11 . - „De andre glide
forbi, afblegede, ja, næsten udviskede“.
Vi ser tydeligt, at forfatterinden har taget sine studier paa nært
hold. I skildringen af bønnemødet, hvormed bogen begynder, ser vi
saaledes i en levende og anskuelig framstilling, de to børn — en gut
og en pige, — som under det forfærdelige tryk af den mørke aands
bevægelse, i deres opvækst og senere udvikling fremstiller for os disse
forskjellige, ovenfor antydede skæbner.
Ja, ganske vist, „bogen byder paa et yderst interessant psj/ko
logisk emne“, og forfatterinden har øjensynligt „havt nøje kendskab
dertil", Aasta Hansteen.
At Laura Kieler giver en skildring af det kuende, det mørke og
trange ved norsk natur, og at hun sætter dette i forbindelse med det
aandsdræbende i den religiøse fanatisme som beherskede livet her i det
tidsrum, hvori hendes fortælling foregaar, dette kan vi ikke indvende
noget imod.
Heller ikke kan vi tage hende det ilde op, naar hun aabent til
staar, at dette for hende samlede sig til en magt, som bragte hende til
at flygte, og til at søge ly i dansk natur og nationalitet. Norske for
fattere og kunstnere leve jo idethele mer uden- end indenlands; om
de ogsaa fremdeles føle sig knyttede til norsk natur og nationalitet.
Det er kun i bogens forord en enkelt ytring, som kræver ind
sigelse; den tyder paa at forfatterinden ikke har fulgt med.
Hun synes ikke at have lagt mærke til, at det er blevet mode i
den civiliserede verden, i det hele taget, at beundre Norges natur,
Hun advarer saaledes „de unge nordmænd11 mod en „barnagtig og
meningsløs" overvurdering af Norges naturskønhed.
Naar hun tilføjer; ,,De opnaa intet derved uden at stille sig iet
komisk lys lige overfor udlændinge", — da svarer vi, gamle og unget
„Det kalder højt et smil paa vore læber". Man risikerer jo slet ikke
at bli komisk ved at følge moden, De norske maa da ha lov til at
Nylænde, 15de februar 1893.
Efterskrift.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
