Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. 15de marts - Hilde (foredrag af fru Olaug Løken)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og hun liker at ha ham at spase med. Livet blir endda indholdsrigere
for hende da; mere romantisk med en saadan hemmelig tilbeder, som
desuden gaar paa gravens rand — „spændende“ vilde Hilde ha sagt.
Men da dr. Rank erklærer sin kjærlighed — uf, hvor hun da blir
ærgerlig! — „At De kunde være saa klodset, dr. Rank! Nu var alting
saa godt“, siger hun. Det var jo slet ikke nødvendigt at si det. Uf,
dette var rigtig stygt! som om hun vilde indlade sig paa — uf, Herre
gud, mener Nora; man kan da vel ha det lidt hyggeligt i verden, uden
at det skal bli optat, som om man var istand til baade ægteskabsbrud
og andet! Omtrent slige er vel Noras tanker ved dr. Ranks erklæring.
Og jeg er temmelig vis paa, at om bygmester Solness havde
spurgt Hilde (i første eller anden akt), saa hun forstod ham — (men
jeg er bange for, at Hilde har en forstandsmangel paa dette punkt;
Elskovsforhold mellem mand og kvinde; det har hændt saa mange
romantiske, fantastiske pigebørn før Hilde — jeg kunde fortælle flere
komiske historier om sligt). — Jeg tror altsaa, at om bygmesteren i
begyndeisen havde spurgt hende, saa hun forstod hvad det vilde si;
om hun vilde være hans elskerinde — at hun da vilde svaret som
Nora: At De kunde være saa klodset! Nu ødelægger de jo hele
kongeriget for mig!
Men det er sandt, at dette kun gjælder Hilde for en tid. Efter
hvert som stykket gaar fremad, og hun sættes ind i disse menneskers
sjæleliv, vokser hun, hendes forstand udvikles, og hun faar ialfald
anelser, som er nærved at slaa alle hendes vakre drømme istykker.
Hvis saa bygmesteren havde været en anden mand, kunde det endda
blet vendt til det gode altsammen. Men efterat først Hilde i barn
agtighed har lokket og forhekset ham, gjør han det samme senere
fnldt bevidst med hende. Og da kan nok Hilde svare paa hans spørgs
maal: ,.Hvorledes er De blet slig, som De er, Hilde?“ — ,;Hvorledes
har De faat mig til at bli slig?“!
Frk. Rogstad har ret i, at rovfuglenaturen vokser i Hilde. Men
fra først af var den som en liden spurveunge bare.
Vi kunde gjennemgaa stykket replik for replik og vise, at det er
saa, men jeg faar indskrænke mig til det vigtigste.
Da Solness i første akt spør, om kanske hun vil bli der og skrive
i protokollen, svarer hun: „Jo, det kan De tro! Nei tak, det skal vi
ikke ha noget af“, — og derpaa: „for her er da vel andet at ta sig
til, kan jeg tro“. Hun mener, de store byggearbeider, som hun vil
hjælpe ham at tænke ud. Det er noget andet det — dristigt, spæn
dende — end de gamle skidne protokoller!
Senere spør hun; „Hvad bygger De nu da?“ „Hjem for men
nesker", svarer Solness. Saa siger hun eftertænksomt; „Kunde De
ikke gjøre lic|t — gaa’n kirketaarn over de hjemmene ogsaa, da?“
Nylæude, 15de marts 1893. 75
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
