Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste april - Tull-Ingeborg (H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TIDSSKRIFT, UDG. AF NORSK KVINDESAGSFORENING
I de afsidesliggende bygder af vort land, der endnu kan ligge saa
fjernt fra verdens tummel og liv, fra dens tanker og strømninger, hvor
livet ingen anden afveksling eier, end den, som solskin og regn, storm
eller skodde gir, hvor intet absolut intet hænder, som kan gi tankerne
nogen ny retning — der blir tilsidst alle saa lige hverandre, lige i
tanker, lige i talemaader, lige i gang, lige i ansigtets udtryk, ja, om
det saa er det lidenskabsløse nik, eller rettere blunk med øinene, hvor
med man hilser hverandre — alt glider sammen til et eneste stort
stillebensbillede, omrammet af fjeld og skog. Men ud af billedets graa
ensformighed træder et par skikkelser frem med krav paa at danne et
lidet billede for sig og faa sin egen ramme. Ikke fordi de lyser noget
op i billedets triste indtryk; tvertimod, de forhøier den sørgmodighed,
vi allerede før betages af, men fordi de har den ret, som det eien
dormnelige har til at skille sig ud fra mængden og faa sin egen historie.
Og medens alle i denne tid er optaget af at drøfte den straalende,
ungdomsfriske Hilde, ber jeg om plads for min stakkars gamle, pju
skete, fillete Tull-Ingeborg, som ikke kjender mere til begrebet Hilde,
end de døde under jorden, som intet andet har seet, end sin fjeldbygds
alvorsfulde fjelde, der skjuler solen for hende, som bor i baglien —
denne sol, som dog drysser sit skin saa fagert udover de lykkelige i
,,rette lien“.
Jeg havde ikke været her længe, tør jeg lagde merke til en liden
underlig skikkelse, som med temmelig regelmæssige mellemrum gjorde
sin runde i bygden. Hun gik ikke og bad, men det var en stiltiende
overenskomst, at mad og kaffe skulde hun ha paa hver gaard. Hun
saa ud til at trænge klæder ogsaa, og gav vi hende nogen, blev hun
meget taknemlig; forsikrede dog altid, at hun havde nok af klæder i
NYLÆNDE.
Tull-lngeborg.
7de Aarg. Kristiania den iste april 1893. No 7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
