- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 7. aarg. 1893 /
124

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - To breve (Edith)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

vind; disse bevægelige toppe danner en mægtig hvælving, og der duf
ter friskt fra de mørke grene. Hvor naturen er deilig; ikke en slig
pyntet, fornem have med stive former, men den frie, vilde natur, der
ikke lyder andet end udviklingens love.
Morgen er det — og saa ensomt. Under mig, nedenfor alt løvet,
som skjælver i sollyset, ligger elven; jeg kan høre vandet sukke og
skylle mod stenene med en underlig klagende lyd; en liden pram glider
raskt nedover, jeg ser aarerne blinke i solen, naar de løftes.
Græsset er tændt i glød bortover der, hvor solen streifer det, af
funklende, lysende draaber, — duggen fra inat; de ser op mod mig
som klare barneøine.
Hans spørgsmaal idag har givet mig meget at tænke paa, at tænke
mit liv igjennem. — Som vandet nu glider forbi mig dybt dernede,
for at give plads for det følgende, rastløst, evig glidende
er livet gledet mig forbi, uden at sætte spor eller fart i mit — uden
at ta mig med. Det er ikke længe, jeg har siddet heroppe; men i
disse øieblikke er masser af vand rundet ud mod havet, lydløst,
umærkbart.
Vi har kanske engang været med i strømmen. Saa har vi til
fældigvis truffet paa noget, der har fængslet vor opmærksomhed, og
vi har stanset og fordybet os i det, stanset maaske paa et mindre
fremspringende punkt, hvor strømmen gik stille; og tiden er gledet,
ligesaa stilt og usynligt som vandet dernede, og naar vi saa vækkes
og ser os om, er sceneriet forandret, verden, hele den travle, brogede
strøm er gledet forbi, vennerne er en efter en faldt fra, og vi silder
alene igjen paa en øde ø.
Kløften, som skiller os fra de øvrige er dyb, indbyder ikke til
sprang; skulde vi alligevel vove det? Men de fleste gyser ved randen
og synker tilbage i ensomheden.
Og seiv om det voves, det er alligevel försent; da er der kommet
andre forud og har taget din plads og dine rettigheder i besiddelse;
derfor er der dem, der aldrig vover spranget, deres saga overgives
forglemmelsen ; men der er tider, hvor det uundgaaeligt føles, at man
ikke er med. Hvorfor er det ogsaa egentlig saa tungt?
I de fleste menneskers liv staar der et eller andet sted et stort
spørgsmaal, som aldrig faar svar, det, der kanske kunde række over
kløften; noget, de fleste helst vil springe over og noget, saa mange
aldrig kan komme forbi, ikke forbi, ikke over, ikke udenom.
Tror du nogengang, vi har givet os seiv et ærligt svar, naar der
dukkede et af de mange, tvilende spørgsmaal op i vor sjel? Ak nei.
Og dette ene spørgsmaal gjælder det største og vigtigste punkt j
yprt liv; det gjælder vort livs sandhed.
124 Nylænde, iste mai 1393.
saa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 8 23:57:33 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1893/0132.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free