- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 7. aarg. 1893 /
195

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Margaret Fuller (slutning)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

fortvilede. Og i tolv timer, midt i stormens og havets raseri, venter
denne klynge mennesker døden. Vi har et glimt af Margaret, syn
gende sit skrækslagne barn isøvn. Land var i syne bare hundrede
alen borte, men med de rasende brændinger imellem. Gjennem reg
nens graa taage kunde de se de graa sandhøier med folk bevægende
sig paa stranden, men ikke en haand løftet for at redde dem, ikke en
baad sat ud til deres frelse. Vraget blev revet istykker planke for
planke. En mast med en rest af dækket blev igjen, som hævede sig
og sank med hver bølge, til dette klyngede den fortvilede gruppe sig.
Det sidste øieblik kom. Nogle kastede sig i søen, og det lykkedes
dem at svømme til kysten, andre klyngede sig til en planke eller
et toug.
Det sidste syn nogen havde af Margaret var ved foden af masten,
i sin hvide natdragt, med det lyse haar strømmende over skuldrene.
Ossoli hang en stund i riggen, men den næste bølge tog ham, og han
sank. Hverken han eller Margaret blev gjenfundet. Men Angelinos
lille legeme drev iland — med klæderne afslidt — men endnu varmt,
saa han fik ikke hvile sammen med sine forældre i det kolde dyb,
hvor der er ligesaa fredfuldt som i jordens favn.
En stor medlidenhed fylder hjerter ved hendes voldsomme lidel
sesfulde død, og tanken søger hen til det, som seirer over døden, det
rige eftermæle, som hendes personlighed skabte sig. Vi har her for
søgt at lade hende tale for sig seiv og derigjennem vise hvad hun
naaede, hvor hun seirede, og hvor hun blot kjæmpede. Vi har seet
hende i de forskjelligste forholde — som datter, søster og ven, hustru
og moder, overalt trofast og tro mod sine idealer. At sige dette er
det ikke ogsaa at sige, at hendes liv var rigt og helt og fyldestgjørende?
Nei, dette er netop ikke den følelse, hendes historie efterlader. Vi kan
ikke lade være at føle en mangel eller et savn — noget uoplevet, ufuld
kommet, uforsonet. Igjen og igjen hører vi i hendes bekjendelser om
hendes længsel efter et „hjem“, som hun kalder det. „En ornflak
kende intelligens 14, kalder hun sig seiv, drevet fra sted til sted, fra per
son til person og ingensteds findende fred, ti i sit eget indre havde
hun ikkr det tilflugtssted, det hjem, som kunde beskytte hende under
skjæbnens omskiftelser. Mænd af saa stor intelligens er i regelen til
fredsstille! ved at herske gjennem intelligensen og koncentrerer sin
energi i den retning. Men her var en kvinde, i hvem modstridende
kræfter uafiadelig brødes — intelligensen og følelsen, de store uper
sonlige sympatier og de nære hungrige, menneskelige tilbøieligheder.
„Hendes hjerne var hjerte heltigjennem 11, siger Frederick Robertson om
hende, og hendes synspunkter blev let uklare og altfor personlig
farvede. Noget af den mangel paa harmoni, som var ved hendes ydre
person, var, naar vi gaar dybere, ogsaa at finde i hendes indre. Sin
Nylæncle, 15de juli 1H93. 105

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 8 23:57:33 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1893/0203.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free