Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Et ord mod forsvarssagen (en mor)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kvinder, som mener, at krigens rædsler ligefuldt i aandelig som i time
lig forstand, er saa store, at der er intet, som ikke maa opgives for
at undgaa dem uden det ene: samvittighedsfrihed, religionsfrihed. Og
den store, i bedste forstand seirrige kamp for denne frihed, den er
ikke ført med sverdet i haand, men med sverdet sænkende sig ned
over ens eget hoved, martyrernes hellige kamp, seiren i nederlag. Der
er slegtled, i hvis tunge, jammerfulde lod den kamp falder. Men det
er ogsaa disse slegtled, der har reddet verden.
Vor tid er i mange stykker en omveltningens, en nydannelsens
tid. Den skaber nye idealer. For manden ikke alene styrkens, men
ogsaa renhedens, for kvinden ikke alene den tankeløse selvopofrelses,
men ogsaa virkedygtighedens, for fædrelandsvennen ikke det at dø for
sit land som et stakkars dyr, der kun kan gjøre nytte som slagtekvæg,
men det at leve for Fedrelandet med alle sine evner, med dets lykke
og hæder for øie ial sin færd. „Sit fædreland skylder man alt, hvad
man kan udrette". Men derfor kan man ligefuldt ære de svundne
tiders idealer, der holdtes høit og efterlevedes med en kjærlighedens
glød, en selvfornegtende udholdenhed, for hvilken intet offer var for
stort. De herlige sange, som denne fædrelandskjærlighed har tremkaldt
hos saa mange store digtere, sangene om „dess spilda blod og alt
dess tålamod-, maa altid kunne begeistre enhver, der elsker sit land,
til samme troskab, samme offervillighed. Kun antager kravet nye for
mer med den nye tid. Hvor ofte kan det ikke vække forundring, at
man med saa megen frygt tænker paa de ydre hender, men sover
noksaa rolig for den sikkert langt farligere hende, der vokser op i vor
egen midte. Vi ser ikke meget til disse fremtidens hender, vi heldige
i de sunde, pene gader; de sender bare af og til en liden fillet, bleg
udsending, allerede præget med de fordærvede omgivelsers stempel,
der skulde være os en paamindelse om de titusinder lignende, demde
i de store byers forstæder, en hjælpeløs, en født forbryderskare, kunde
man fristes til at sige, der lever i bitter nød og — hører om tidens
nye tanker. Hvorledes belæres vi fra agtværdigt og anseet hold om,
at disse skal behandles? „Man maa ikke under nogen omstændighed
give et betlende barn noget paa gaden, hvor elendigt det end ser ud“.
(Skrevet i ,,Morgenbl, u midtvinters). Punktum. Du skal gaa hjem til
dine friske, glade børn ved dit gode middagsbord, du skal ikke se at
faa opspurgt noget om barnet, du skal ikke give det madbilletter, du
skal ikke forsøge noget engang, du skal bare simpelthen gaa forbi.
Det skulde vel ikke være at udsaa „hevnens og hadets frø“, dette?
Hvor det kan forundre, at der ikke søges vakt begeistring hos unge
mænd, at den ikke opstaar ukaldet hos mange af dem, for at drage i
kamp mod denne fædrelandets fare! Gaa bare ud i forstæderne, kjør
bare fredelig gjennem vore usleste udkanter og se, hvad du tror, de
Nylænde, iste aug. 1893. 201
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
