Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. 1ste oktober - Kulturmaaling. I. af Aasta Hansteen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Garborg vil vise sig som kar en gang til. Hør den glimrende
udgang som han vælger for sin „fordomsfrie aand“:
„O Europa, Europa! Man kender det hornede dyr, som for dig
altid var det mest tiltrækkende, og fra hvilket du bestandig har fare
at befrygte! Din gamle fabel kunde endnu engang bli til „historier“;
endnu engang kunde en uhyre dumhed bli herre over dig og løbe af
med dig! Og under den var ingen gud skjult, nei kun en „idé“, en
„moderne idé“. — — —
Hvis man her, istedetfor det firbenede, hornede dyr, ser det
tobenede rovdyr som Europa kender saa vel, da blir der god mening i
sætningen. Ja, desværre, vi kender de to-benede rovdyr, kronede og
ukronede, som for saa mange kvinder har været tiltrækkende og fra
hvem de altid har fare at frygte.
Vi kan se denne talløse skare, med fyrster i spidsen, gennem alle
samfunds-klasser lige ned til postkarlen, som var saa uimodstaaelig
for Karen naar han kom i sin kappe af „kongen af Danmarks
højrøde klæde“.
Vi ser det store fabeldyr, don Juan, dukke op over den hele
hærskare, som disse talløse individers urbillede.
Ja, ganske vist, det er en „uhyre dumhed“, hvergang en kvinde
lader en af disse „herrer“ løbe af med sig. Det er ulideligt at høre
alle disse „historier“. Men det blir nok mer og mer forbi med disse
historier saasnart „skabningens herre“ blir nødt til at ophøre med at
„fatte kvinden som besiddelse, som laasfærdig ejendom“. Naar hun
slipper ud fra den orientalske indespærring, hvori denne uindskrænkede
herre havde magt til altid at byde hende valget: Dette eller intet, —
da vil hun faa bedre at gøre end at lade denne „uhyre dumhed“ løbe
af med sig.
Alle disse udslag af samfundets usundhed, vidnesbyrd om til
standenes uholdbarhed, drages nu frem for dagens lys af disse „trætte
mænd“ som udfylder deres lediggang med omgang med kvinder, og
som opfylder literaturen med deres meddelelser om denne „sport“, og
om deres fornemmelser. „Væmmelige, modbydelige væsener er vi, vi
samfundssnyltere!“ — Saaledes lyder det i selvbekendelsens øjeblik;
— — til andre tider træder de frem for at udraabe, at det er dem som
er de undertrykte og lidende i samfundet; og de forkynder for himmel
og jord at, — de faar ikke nok! — de maa ha mer.
En afgørelse har vi dog set: Fra sensualismens faste borg,
„Samtiden“, er der nu udstedt lægeattest for, at Hans Jægers siste literære
frembringelse ene og alene hører hjemme i sindssygelægens arkiv.
Lægen erklærer, at dens udgivelse vilde være det samme som et
„massemord“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
