- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 7. aarg. 1893 /
301

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. 15de november - Kristendomen (af Aasta Hansteen)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

uadskillelig, er nu sønderskaaret. Bevidstheden er udslukt, som et lys
slukkes; sjælen er gaaet bort, vi ved ikke hvorhen, og individets ydre
form, legemet, er blevet tilbage. Det er afsjælet; det er uden sjæl.
Naar livet er svundet bort da er legemet ikke længer en organisme,
det er et lig. Opløsningen begynder øjeblikkeligt. Liget, det afsjælede
legeme, er ikke istand til at gøre nogen modstand mod opløsningens
virksomhed.
Vi har hørt fra eventyr og sagn om personer som har været saa
afholdte, saa højt elskede af deres venner, at disse ikke kunde bære
den tanke, at de var døde. Snehvide, i det tyske folkeeventyr, som
blev forgiftet af sin stedmoder, blev efter sin død, af kongen, hendes
ægtemand, opbevaret i en glaskiste; og ved en velvillig fees indflydelse
vedblev hendes legeme at se ud som en levende, som en sovende.
I Danmarks oldtid var kong Fredegode, saa elsket af sit folk, at
da han døde blev hans lig balsameret, og det blev i hele tre aar ført
med i raadet og til thinge som om det var kongen i levende live.
Livet kunde ikke kaldes tilbage; det eneste mulige var at vedlige
holde et skin af liv ved at bevare den ydre form, forhindre det
afsjælede legeme fra at opløses, blive til støv.
Lad os nu se hen til kristendomens, ti! kirkens, unegtelige kends
gerninger i nutiden, for at se om vi kan finde lighed mellem disse og
denne almindeliggørelse fra biologien og fra menneskelig karakteristik.
Allerede i aarhundreder er fastslaaede trossætninger blevet satte
istedetfor, blevet ansete som udgørende, menighedens religiøse liv.
Antagelse og bekendelse af disse dogmer, den saakaldte rettroen
hed, er blevet fremstillet med fordring paa at være aldeles overens
stemmende med den oprindelige kirkes liv og væsen. Ja, rettroen
heden, orthodoxien, gør endogsaa fordring paa at være den eneste
sande og rette kirke.
Denne fordring er fælles for alle former af rettroenhed. Den
muhamedanske overgaar dem alle, seiv den romesk-katolske. Denne
fastholdes af kirken i en kort og stiv lænke. Moslem har en endnu
kortere; den har kun et eneste led: dens rettroenhed er med en enkelt
jern-ring fæstet til Koranen.
Tro er en ytring af den menneskelige sjæl, et udtryk for dennes
længsel mod uendeligheden; den er sjælens stræben efter at sætte sig
i forhold til det evige. Troen er et udtryk for følelsen af at der er et
forhold mellem den menneskelige aand og det uendelige væsen.
Den tyske forfatterinde, Ida von Hahn-Hahn, har givet os følgende
skønne og træffende udtalelse;
Nylænde, 15de novbr. 1893.

*


301

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 8 23:57:33 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1893/0309.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free