Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. 15de november - Kristendomen (af Aasta Hansteen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
„Orthodoxien föreskriver visse love, som den indpoder i det men
neskelige væsens indre. Tro er en udstraaling fra den menneskelige
sjæl. Den første er den essens som man gyder ind ien kunstig blomst
for at gøre den vellugtende; den siste er duften fra den naturlige blomst“.
Vi har set Kristendomen forvandle sig, — fra en kæmpende kirke,
ecclesia militans, som hører til et „rige som ikke er af denne verden“,
— vi har set den forvandle sig til en herskende kirke, en ecclesia tri
umphans, som er i fuldkommen overensstemmelse med denne ver
dens „fyrstendømmer og magter“.
Denne triumf, denne sejr, er rettroenhedens sejr, — og rettroenhed
er det samme som de afsjælede levninger af en engang levende reli
gion. Beviset for at rettroenhed er en hindring for det religiøse liv,
og snarere kan kaldes en forstening, eller at den kan sammenlignes
med et balsameret lig, kan man flnde i den kendsgerning, at den stil
ler sig fiendtlig mod livet i enhver af dets former. Den gør modstand
mod livet, naar og hvorledes det viser sig: som tanke, som kundskab,
som social og politisk friheds-stræben; — ja, seiv mod barmhjertig
heden vender den ryggen. Troens forsvarer er ligegyldig for mæng
dens lidelser ; han vil helst gøre folket i det hele afmægtigt og ubevæge
ligt, af frygt for at den mindste bevægelse skulde sønderbryde den glas
kiste hvori han opbevarer sit hellige lig.
Saalangt af min overvejelse fra Boston. Af forsigtighed burde jeg
vistnok tilføje:
hvis det ikke blev saa klart, netop paa dette punkt, at vi her træffer
sammen med Henrik Pontoppidans kristendom. Den synes at være en
presset blomst som han, under glas og ramme, opbevarer i sit
lønkammer.
Dette maa man se hen til for at kunne forklare sig dette over
raskende, at en nutids-forfatter træder frem for at forkynde læren om,
at jorden er „en uforbederlig jammerens dal“.
Dette er den af kirken vedtagne lære. Den er gammel og kendt
nok. Vi kender den saaledes fra Anna Maria Lenngren. Hun lader
os faa et glimt af landsbypresten „med isterhakan“, som indtager sin
frokost i sengen; efteråt han har svælget den siste bid falder han til
bage paa sine edderduns puder, og sukker over „denna mödosamma
verlden11 ,
Mærk vel, den nye verden „er dens hjem,
om os, naturligvis, er ikke talen
Nylænde, 15de novbr. 1893.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
