Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Kvinden og folkedigtningen (Moltke Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tællemaade og været en indsats i folkedigtningens kunstneriske udform
ning, siger sig seiv.
Men dernæst har kvinderne i folkedigtningen ogsaa været ligefrem
producerende. Det er vistnok saa, at vi her staar overfor et forhold
som er lettere at føle end at blotlægge. Der er imidlertid nogle arter
af den folkelige digtning hvor forholdet ligger klart i dagen, og hvor
det derfor kan være gjenstand for paavisning. Det er stevet, barne
rimet og vuggevisen, sanglegen og kreaturlokken. Især barnevisen
og stevet.
Ved barnevisen ligger det i selve sagen, at det er i moder
forholdet den har sin rod og paa moderlæben den fødes. Der sprin
ger den frem af sig seiv, og ofte i ord af en saa vidunderlig enkel
hed, at man umiddelbart forstaar, at de har sit opkomme i et dybt
personligt forhold: Vers og viser om fingre og tær, om far som er til
skogs, og søster som blaaser i luren, om bror som ligger paa fjorden
og fisker, om mor som strikker sokker og koger rømmegrød — „det
er godt aat barnet!“ Eller naturbilleder — som katten og killingen,
kobben paa skjæret, og nisen som blaaser i de blaa bølger, den træske
ræv og det uskyldige lam, som er kommet bort fra sin mama. Alt
sammen ting som barnet hver dag ser for sine øine, altsammen passet
ind i dets forestillingskreds, alt talende og handlende som mennesker:
Katten sldder i væven og væver klær til sine døtre, ekornet gaar i
engen og slaar, mens skjæren læsser og kraaken drar, hanen maler
korn, og hønen bager, og kyllingen gaar og tigger og ber om alt hun
har, — — billeder, som den syngende mor nok seiv i de fleste
fald har fra sin mor eller fra andre mødre, ofte langveis bortefra,
men som ialfald ingen anden end en mor kan have digtet. Thi
ingen primitiv folkesanger digter ud af en tænkt tilstand, hans digt
bunder altid iet aktuelt personligt forhold: at digte om kjærlighed
falder bare den ind som er forelsket, at digte ud af forholdet mellem
mor og barn gjør ingen uden en mor.
Og nu stevdigtningen. Der er to slags stev, det „gamle“ og det
„nye.“ Den første art er i det væsentlige uddød, men det nye stev
lever og skyder friske skud den dag i dag, navnlig i Sætersdalen og
Telemarken. Forraadet er ogsaa næsten uudtømmeligt; hidtil er der
vel af forskjellige samlere optegnet mellem fem og ti tusend. Og j
denne digtning har kvinderne en andel som snarest er mændenes over
legen; i kvalitet er den det sikkerlig, kanske ogsaa i kvantitet. Men
mens barnerimet og vuggevisen er opstaat hos mødrene, har stevet
skudt sin fineste blomst ide unge jenters kreds. „Ingen andensteds
er der grædt en saadan følelsens dugg over disse folkepoesiens smaa
blomster“, siger Jørgen Moe om sætersdalsjentens stev. Det er især
kjærlighedens sorg og lykke som bringer barmen til at bølge og
Nylænde, iste januar 1894. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>