- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 8. aarg. 1894 /
8

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Kvinden og folkedigtningen (Moltke Moe)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

8
lokker ordene frem. Som ved barnevisen saa ogsaa her; det er bare
det dybt personlige, bare selvoplevelsen, som faar strengene til at klinge,
det er den digtendes eget hjerte som udlader sig. Naturbørn som de
er, digter de aldrig reflekteret: „me gjer ikkje stev um ingenting“, sva
res der altid. Derfor har de bedste af disse stev en friskhed og
en følelsens lødighed og en udtrykkets naivetet, som maa vække
beundring.
Jørgen Moe har fortalt om en husmandskone i Bygland som i
sine unge dage var navnkundig for sin stevdigtning, og har der givet
et eksempel paa hvorledes denne øieblikkets lyrik fødes.
Han sad og optegned stev. Ved et af dem spurte han, hvem det
handled om. Da „kom taarer hende i øinene, og hun fortalte uden
omsvøb, at hendes forældre, et par velstaaende gaardfolk, havde mod
sat sig hendes forbindelse med deres husmands søn, hvem hun elsked,
og med hvem hun nu var gift. I et „stråk“, hvor hun ved bordet sad
sammen med denne gut, og hvor udfordringsstevene var slængt ud ti
besvarelse, blev hun „på glase“ var sin mors ansigt, der med urolig
mine stirred ind paa hende. Hun sang da;
Hvorpaa moren beroliget var gaat hjem. Da jenten siden havde
sagt moren, at hun maatte gifte sig med Knut, brast moren i graad,
og minded hende om hvad hun havde sunget i straaket. Jeg spurte.
Gåvunn hass dei er snar’ å gjøyme,
men ori hass dei er verr’ å gløyme;
gåvunn er snare å slite ut,
men d’er verr’ å gløyme so staut ein gut.
Eg gløymer aldri den seinste gongji,
han stod med borde og gav meg hondi;
ha’ det kje vori for mor og far —
det var so spøkjeleg ven ein kar!
Mi vene moir, du tar inkje syte,
du tar meg addi på vegjen fygje.
du tar addi fedde den mindste tår;
eg ska ’kje taka ’n förutan lov.
Nylænde, iste januar i8g4.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 14:14:50 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1894/0016.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free