Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. 15de januar - Literatur: Helene Dickmar: „Ellen“ (G. K.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Helene Dickrnar: Ellen. Fortælling. H. Aschehoug & co.s
I en anmeldelse*) af Alvilde Prydz’s bøger „Mennesker“ og „Drøm“
— under den for vore læsere vel kjendte signatur M. D. — siges der:
„Der gives en slags overlegent affeiende kritik hos os, som har
dommen færdig over disse bøger bare efter et flygtigt gjennemsyn.
Den lyder som saa; Kvindesag! Det er vi færdig med, desuden kje
der det os; det „berettigede“ er vi for længe siden gaaet ind paa, har
altid gjort det, men yderligere fruentimmervrøvl vil vi alvorlig frabe os.
Denne overlegenhed, som vil være saa afgjort knusende, bør dog ingen,
hverken læser eller forfatter, la sig knæbøie eller svimeslaa af. Der er
ikke mindste grund til det“.
Den saaledes karakteriserede art af kritik har ogsaa været paafærde
med „EllenI en høireavis fandt jeg en anmeldelse, hvis indhold
omtrent var: frisind, tolerance, altsaa mislykket, punktum; i en venstre
avis: kvindeemancipation, altsaa mislykket, punktum.
Nu var det vistnok det sidste publikum burde gjøre at lade sig
imponere af de sædvanlige æstetiske kritikeres sopelimer og slagterkniver
— men se om de ikke gjør det. Hvad der staar paa tryk i ens egen
kjære daglige avis har en overordentlig suggestiv magt over sindet.
Og bittert maa det være for den forfatterinde, der ser det arbeide,
hun har levet med, levet i, hvori hun har lagt saa meget af sin
erfaring, sin tro og sin følelse, givet i smaahypnotisørernes vold.
Der er to arter skjønliterært kvindeligt forfatterskab, som kan blive
meget populært. Det er det tamme, sødlige, udviskede, konventionelle,
det smaaligt feminine, og det er det — — karslige kunde jeg fristes
til at kalde det, det som viser, at forfatterinden har gaaet i skole og
ladet sig — aa saa grundig undervise af mænd, har indsuget deres
lærdomme ligetil om hvorledes kvinder bør elske.
Men kom med kvindeligt mod og fordring og uforfalsket kvindelig
dom. Da er veien til videre udvikling og anerkjendelse saare trang.
Og hvad de maa forkynde, det tinder maaske naade, før de er 80 aar,
kanske aldrig.
forlag.
’) I „Norske Intelligenssedler“,
Nylænde, iste januar 1894.
Ldteratur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
