Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Träumerei (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
„Hvorfor? Fordi det er saa frygtelig morsomt at leve! Har ikke
solen skinnet i hele dag? Agter ikke maanen at skinne inat? Og kom
mer der ikke en dag imorgen, iovermorgen og den dagen derefter, du
rare, alvorlige mand, som heller vil sidde der og spille „Träumerei“ saa
forretningsmæssigt og samvittighedsfuldt i langsomt tempo, end valse
med mig gjennem alle værelserne i vort blanke, splitternye hjem!“
Med komisk alvor bød hun ham op til dans, og da han, henrevet
af hendes tindrende glæde, gik med paa spøgen, drog hun ham trium
ferende med i dansen.
Men ude kvidred vaarens glade sangerflok og bygged rede, som
de to derinde.
Atter spilles „Träumérei“ for violin og piano, og den drømmende
melodi lyder stemningsfuldt i den halvmørke høstkvæld.
Nu gaar den i det foreskrevne tempo. Det lille fine thema arbeider
sig atter og atter frem.
Det er som hun kjæmper for at komme ud af det spind, som
disse toner har vævet hende ind i, som naar vi i drømme vil frem,
men ikke kommer af flekken.
Hun ser saa forpint ud, at han blir forstyrret i sin vanlige ro, og
denne gang er det ham, som afbryder spillet.
„Er det spor af mening i dig? Enten spiller du „’Träumerei,‘ som
en lirekassemelodi, eller ogsaa spiller du den saa tragisk, at strengene
vel snart springer af smerte!“
Hvor det passed til hendes egen stemning: Gule trær, blade, som
faldt, et for et. Svalerne, som om sommeren bodde oppe under taget,
var alt færdige for iaar, var alt begyndt paa den store reise.
Den store reise — - ?. „Du tror jo paa et liv efter dette, du?“
spurgte hun pludseligt.
„Ja, det ved du jo, jeg gjør.“ Hvor falder du forresten paa at
spørge om det nu, var det det, du stod og tænkte paa, da du spilte?“
„Nei, da tænkte jeg paa alt det, som er bare drøm i livet, og hvis
nu det efter livet ogsaa var — — men nei, det vil jeg ikke tro 1“
„Du“, sa hun blødt, „der vil dagene bli slig som jeg havde
de skulde være her ogsaa. Der kanske vi kan bli det for hinanden,
som vi ikke kan bli her?“
Hun talte varmt og ivrigt, som om hun mente, at det maatte hun
da faa ham med paa.
Det er fem aar senere.
Hun lagde træt violinen fra sig og satte sig ved vinduet og saa ud.
Hun reiste sig og gik bort til ham.
Nylænde, iste februar 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
