Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste marts - Et barndomsminde (B. P.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
tige, ja det rent ud syndige i nutidens kvindebevægelse. Kvindens
livsgjerning var at være hustru og mor. Alt udenfor dette var unatur
ligt og ukvindeligt. De i hvis lod det faldt hverken at blive hustru
eller mor, de fik nøie sig med at være tanter og barnepiger for de smaa
verdensborgere og desuden efter bedste evne gjøre livet lyst og let for
den halvdel af menneskeheden, som skulde være hovedet. Dette var
vistnok ikke sagt i rene, ærlige ord; men fraregnet alle de pene tale
maader, blev dog dette indholdet af stykket. Tilslut blev ogsaa kvin
derne varslet om den straf, som uundgaaelig følger enhver, der sætter
sig ud over de naturlige forhold og kaster sig ind i den store livs
vrimmel.
„Se paa pigen af Orleans“, endte stykket, „hvad blev hendes lod
efter alle hendes seiervindinger? Jo, et baal, og hvorfor? Fordi hun satte
sig ud over kvindens naturlige bestemmelse. Og saaledes gaar det alle
kvinder, som bryder naturens orden, tidligere eller senere rammes de
af skjæbnens straffende haand for sit brud paa naturens love“.
Hvem der havde skrevet stykket, ved jeg ikke. Rimeligvis var
det en bra mand, som mente at gjøre en god gjerning; men i barnets
hjerte faldt det som isnende rim, der lagde sig over de lyseste drømme
og de varmeste længsler. Fremtiden, som før havde lyst i det klareste
solskin, blev kold og mørk. En forfærdelig udsigt havde for første gang
vist sig: „Du er en kvinde, og en kvinde har ingen fremtid, bare en be
stemmelse“, og den bestemmelse er et liv trist og ensformigt i en fuld
stændig opgivelse af al personlig interesse. Fortvivlelse bruste i barnesjælen,
og en for en begyndte taarerne store og tunge at trille ned over kinderne.
Var det muligt, skulde alle disse fagre fremtidsdrømme for altid skrinlægges
og begraves som en synd, der engang vilde straffes? Og tankerne,
som næsten uvilkaarlig formede sig til vers og digt, det var en evne,
som det ikke var umagen værd at udvikle, fordi jeg var en kvinde, og
alle de uskrevne historier og fortællinger, som engang skulde fylde
store bøger — —!
Aa! Jeg kastede mig ned paa gulvet og stridgraat og ønskede,
at døden vilde komme og ende hele tilværelsen, en tilværelse, som blev
uudholdelig, uden fremtid og uden drømme. Og „Pigen af Orleans“,
hun som var min store heltinde, hvis historie jeg nylig havde læst med
slig begeistring! Aa, Johanna, Johanna! — Nei, det var uudholdeligt,
jeg maatte op, jeg maatte ud, det kunde ikke være sandt, det maatte
ikke være sandt. Jeg løb til skogen og begyndte en rastløs jagen om
kring; men lidt efter lidt faldt der ro over sindet.
Solen sken, og fuglene sang i trætoppene, alt var saa fredeligt og
stille. Det kunde ikke være sandt, vi kvinder maatte ogsaa være men
nesker med fri villie og fremtid.
Nylænde, iste marts i8g4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
