Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Det indre arbeide (Brudstykke af et foredrag af Grina Krog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men fort gaar det ikke. Og det kan det heller ikke. Det var vel
ikke engang godt, om det gik saa rivende fort; det som er af mere
mekanisk art, det kan gaa fort og masseagtig — ikke en
sag der skal bryde med saa mange indgroede følelser, og som har en
saa stor intelligensside. Kvinderne har jo levet under en lammende
suggestion, de er blevet hypnotiseret under paabudenes og opfatnin
gernes stirrende blik, for hver slegt vil flere kunne løses ud, men tid
skal der til. Ofte kan det føles tungt og trist, at det ikke skal gaa
fortere, men saa lysner det indimellem. Der skal for arbeiderne baade
begeistring og resignation til. Underlig nok saa kan det forenes.
Men enkelte ryster paa hodet og synes udsigterne er slette og
peger paa den nye literære retning. Skjønliteraturen staar jo hos os i
saa nært sammenhængsforhold med kvindernes sag, mener man. Først
vil jeg svare hertil, at fordi literaturen har været vor forbundsfelle, ei
det ikke vist, den altid skal bli det. Vi faar hjælpe os uden, om det
behøves. Det er ikke vist den altid har kraft nok i sig til at være
det. Men dernæst — jeg mener ikke den spaar saa ilde for os, den
nye literære retning. Man har jo havt den fremme i diskussionen i det
sidste under navn af decadent literatur — og forsaavidt dette begreb
skal tages i slet betydning, saa kan jeg indrømme, at man træffer
paa enkelte meget ækle forraadnelsesfenomener, men dette er efter min
mening langtfra det væsentlige, det egentlige og heller ikke det nye.
Det som er i dekadence, i forfald og opløsning, synes jeg nærmest ei
den literaturretning, man har kaldt naturalismen. Og i kvindernes navn
vil jeg hilse dette med glæde. Ti naturalismen som den artede sig,
kunde ikke skabe livsværdier for det spirende kvindelige. Det nye i
Europas literatur, og mon ikke ogsaa kunst, kan betegnes som en ind
adskuende, følende, uddybende retning, og den er med sin søgen efter
enhed og efter — det uhaandgribelige, ganske anderledes aandfuld og
religiøs og har en sandere virkelighed end den optrevling af de udvortes
fenomener, den brutale artsanskuen, som enkelte af vore yngre — ikke
ængstende store literære mænd — har søgt og endnu søger at importere
under feltraabet; natur. Der kræves ganske vist en förnyelse her, og litera
turens begavede mænd kan gjerne gaa de veie, som fører ind til større
fordybelse i sjælelivet, seiv med fare for at tungsindets skyer under
tiden skal sænke sig over dem paa veien. Om saa de rigest udstyrede
kvinder vil følge dem her? — — Kanske ikke — ikke for det første.
Kanske vil de unge mænd paa sin vei indover møde et tog af kvinder,
som gaar udover. For det er dette, at kvinderne saalænge har været
henvist til drømmene. men bare til en enkelt provins i drømmenes rige.
Og der har de drømt, til kraften er slappet. Og derfor er felt
raabet for de levende kvinder nu: luft, handling, lys, dagens lys, solens
Nylænde, 15de april 1894. iöi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
