Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. 1ste juli - Jonas Lies Niobe. Foredrag af fru Mathilde Schjøtt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det samme er tilfældet med huslæreren Schulteiss — en karrikatur,
som det ikke rigtig har lykkes Lie at gjøre morsom, og som han
alligevel — eller maaske just derfor? — med den fastklamren til det,
som ikke lykkes, som vi alle kjender, har ladet brede sig uforholds
mæssig i bogen. Hans jargon. hans ideer, hans undervisning er alt
sammen forældet, gengangere fra gammel =- grundtvigianismens og
den romantiske kvindedyrkelses tid og staar som en anomali i en
nutidsskildring. En huslærer som Schulteiss vilde være umulig seiv i
den mest afstængte fjeldbygd i vore dage. Paa saadanne ting mærker
man, at Lie har været længe borte fra landet. Ikke at det gjør saa
meget, eller at det forringer bogens indre værd, men det virker lidt
fremmed og forstyrrende og gjør, at Niobe ikke i enhed og helstøbthed
eller som korrekt og virkeligt tidsbillede kan tage det op med forfatterens
ældre bøger Familien paa Gilje og En Malstrøm. Ligeledes vil vel beun
drere af Onde Magter finde, at der i den er en finere psychologi, at
samvittighedsnaget i Onde Magter (hvoraf doktorens i „Niobe“ er en
forstærket gjentagelse) vækker mere sympathi og en dybere gjenklang
— fordi det dog tilsidst er saa vanskeligt at tro, at en brav mand som
doktoren kunde begaa en forbrydelse.
— Men er ikke Niobe helt gjennemført som tidsbillede, er der
mangler i psychologien og- er der enkeltheder, som indbyder til kritik,
saa er det paa en vis maade mindre vigtigt, thi hovedsagen i bogen
blir dog tilsidst dens grundtanke, det store, triste problem, som med
indtrængende alvor taler ud af den og gjør den til et saa vigtigt indlæg
i tidens spørgsmaal.
Det er, vat tiden er bleven vanskeligere baade for forældre og
børn“, at der er foregaaet en hel forrykning i jorholdet mellem
dem.
Vi kjender den alle, denne forrykning, vi ved, hvordan den arter
sig i livet og i literaturen, i anskuelser og i praxis. Jeg skal pege paa
et par hovedpunkter — og, for større tydeligheds skyld, sætte dem lidt
paa spidsen.
— Før var det saa, at børn ansaaes at have faaet en god gave
ved at faa livet, og om det end er sandt, hvad doktor Baarvig siger,
at de „just ikke stod med hatten i haanden og takkede da heller,“
saa var det dog saa, at det ansaaes som deres skyldighed at være
taknemlige.
Sammen med livet ansaaes de o gsaa at være forældrene tak skyl
dige for andre gode ting.
Nu er det saa, at forældrene snarere skal bede børnene om for
ladelse, fordi de har tilladt sig at sætte dem ind i verden, uden først
at spørge dem om lov, og se at forsone dem med den uret, de derved
har begaaet mod dem.
Nylænde, iste juli 1894. 169
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
