- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 8. aarg. 1894 /
174

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. 1ste juli - Jonas Lies Niobe. Foredrag af fru Mathilde Schjøtt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

174
Han vil dække og bane veien til oprelsning. For at sønnen ikke skal
blive forbryder, bliver han det. Men for at kunne tinde paa noget
saadant, maatte han jo dog have muligheden i sig. og det som ser ud
som begyndte det med sønnen, begyndte i virkeligheden med fade
ren. Sønnen drog konsekventsen af hvad der boede i faderen, tilbage
slaget naaede faderen, og kaldte paa hvad der før ikke var kommet
frem i ham. En lyst til at skyve fra sig, gjøre fyldest for sig med
snak istedet for med handling, ser vi jo ogsaa hos ham. Børnene
drager hver paa sin maade konsekventserne af den mangel ved ham.
Fru Bente rager over alle de andre som et plastisk hoved med
ædle drag, fortrukket af smerte, deri ligner hun den antike Niobe og
hendes smerte er over hendes børn, det er en lighed mere. Niobes
smerte er, at man dræber hendes børn, fru Bente er „en mor, der seiv
maa dræbe sine børn“. Lie har deri villet vise os den størst mulige
modersmerte. Niobe havde ægget de udødelige guder til hævn ved
hovmod og pral, men fru Bentes feil var ikke hovmod og pral, hun
kunde ikke tirre nogen misundelse mod sig, hverken fra guder eller
mennesker. Hvormed havde hun da fortjent saa haard en skjæbne?
Hvad var der i hende, hvoraf hendes børn kunde uddrage saa sørge
lige konsekventser?
Det var vel netop hendes gode egenskaber, der pegede udover
hendes forhold og blev til feil ved at skjule for hende, hvor hendes
ansvar laa. Af bare forstaaelse og sympathi for den nye tid og for de
unge, opfyldte hun ikke sin moderpligt at retlede og refse og af bare
kjærlighed gaar hun afveien paa deres vegne for alt hvad der kunde
bringe dem lidelse. Hun kan ikke staa imod sine børn, det er hendes
svaghed og børnene har arvet den slaphed og følger det exempel, hun
gir dem. Hun føiede dem, de føier sig seiv, de fortsætter hvor hun
slap. Men fru Bente er kraftig, hun reagerer. Og de yngste børn,
som hun har taget sig sammen til at fordre noget af, de fordrer noget
af sig seiv.
Imidlertid har hun ikke kraft til at følge det sidste raad, hendes
mand gav hende; „ikke at lade sig nedslaa, saalænge der bare er en
gnist af haab og udsigt igjen — noget — bare noget at leve for“.
Uagtet hun havde de to yngste, brave børn, saa — da den mørke
udveisløshed og uophørlige angst for børnene tilsidst kulminerer i, at
Minka, „hendes hjertebarn, i hvem hun har seet sig rig alle disse aar“,
virkelig retfærdiggjør hendes værste angst, da brister det for fru Bente
og hun gjør som doktoren havde gjort før hende, hun gaar sin vej —
men, og- her viser sig maaske forskjellen mellem det moderlige instinkt
og det faderlige, hun tager børnene med. Dog maa jo her ikke bort
sees Ira, at det er af samvittighedsnag, han dræber sig.
Og moderen?
Nylænde, iste juli 1894.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 14:14:50 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1894/0186.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free