- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 8. aarg. 1894 /
233

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - En fodtur (H. L.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

233
desforuden staar det i Christian Quint eller Quart, at „en mand skal
ikke hafvue sin oldemoder“, saa det gjør ligesom ikke noget.
Det øsregned fremdeles. Gjederne stod vaadere og vaadere og
mere og mere filosofiske og langtækkelig skjægget opefter væggene,
tænkte slet ikke mere paa at anbringe sig målerisk — stemningen
holdt paa at synke. Vi skulde fortsat gjennem Langglupdalen til Dør
aassæteren; men i sligt veir uden at faa se det gran af Rondene!
Endelig tog vi en rask beslutning og drog kl. 12 afsted til Strømboden
i Foldalen, hvorfra da veien næste dag skulde fortsættes til Jerkin,
Gjætergutten fik vi til fører; en slig liden morsom en, De ved, med
tophaar, lidt næse og lidt trut og det urokkelige norske bondealvor.
som ikke eier mere end ét udtryk baade paa sin daabs-, bryllups- og
begravelsesdag. Følgelig havde han ikke været det mindste anderledes,
om det havde været blinkende solskin. Han bar afvekslende vore
ransler og beholdt forresten sit tophaar, sin næse, sin trut og sit fælles
udtryk hele tiden.
Men vi var i sprættende humør, da endelig beslutningen om at
trodse regnveiret var taget. Har De aldrig følt det eiendommelige vel
være, som kan falde over en i sligt rasende regnveir, naar man ligeglad
bare lar det regne og regne paa altsammen? Man kan faa slig en
friskfyragtig, spræk fornemmelse og sætter fødderne freidig i de værste
sølepytterne, mens „klisk, klask“ laater som en morsom fele! Jeg har
ofte sagt til barna mine, at jeg ikke skjønner, hvad moro det kan være
bestandig at vælge den værste sølen, men — næste gang, jeg ser dem
gjøre dette, tror jeg ikke, jeg tør være noget videre værdig!
Og slig som mosen lyser netop i regnveir; jeg er sikker paa, den
liker regn, for da skinner den med skuffende solskinsglans. Og bæk
kene vil vi nu ikke snakke om; de blir simpelt hen kisteglade i regn
veir og hopper ellevild af glæde over den uventede fornøielse at faa
lege vaar langt ud paa sommeren afsted over stok og sten. Og vi
hopper over eller nedi bækker og pytter, eftersom det falder sig; ler af
søleskvæt og søkvaade fødder, dukker henrykt ned i en multemyr og
vover gjerne livet for en eneste fristende stor multe, som staar ud paa
kanten af et eller andet! Kan nogen tænke sig noget deiligere end at
spise multer paa fjeldet? disse bær, hvis farve er essentsen af de farve
dryssede fjeldvidder og hvis smag er mosten af selve fjeldaromaen?
I prægtig humør naar vi ned til elven Atna, som man maa over
for at naa Strømboden, der ligger oppe paa bakken ret over. Vor
urokkelige gjæter fører os ned til et delta, hvor en anden elv 1 mange
rivende strømme falder ud i Atna. Den hed „Myllingen“, sa de; men
y’en lød saa ubestemmelig sammensat, at jeg ikke vil indestaa for, at
vi ikke kom sandheden ligesaa nær ved at anbringe hvilkensomhelst
Nylænde, 15de s"eptbr. 1894.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 14:14:50 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1894/0250.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free