Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - „Drøm“ af Alvilde Prydz (af Aasta Hansteen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gøre det for at komme op paa en højere plan, sammen med hende.
Men Knut Gripp er svare tungnem. Den seige mandfolkekryhed, som
alting glider af paa, er ypperligt skildret. Han hører ikke, end sige
opfatter, hvad Helene siger eller mener; hans mandfolke-storhed kan
ikke nedlade sig dertil. De højst indsnevrede forestillinger om kvinders
natur og fatteevner, det grundmurede og aldeles urokkelige i troen paa
den mandlige overlegenhed, er studeret og fremstillet efter naturen.
,,Men planter du druen paa fattig soltom grund, da dør den“, siger
Helene. Det er et under at hendes drue ikke dør paa denne fattige
soltomme grund, Knuts egenraadighed, haardhed og kulde.
,,Saadan ganske af sig seiv var det blevet til, at der var ikke plads til
mer end den ene forvoksede vilje i dette hus.“ Om hans tilkommcnde, ham
tilkommende, hustru var han nemlig blit fyldt med rettroende forestil
linger af hans fromme, føjelige moder. Hun var naturligvis blit grun
digt undervist af præstemænd, og blit fyldt med forestillingen om et
kvindeligt forbillede fra det Gamle Testamente, — i norsk oversættelse,
og i bekvem miniatur-udgave, — som den hustru som uden videre
tilkom hendes dyrebare søn. Denne forestilling om østerlandsk hus
herre-myndighed som Knuts bevidsthed var bleven fyldt med. gjorde
ham til en ubekvem materie som nutids-ægtemand. Helene har en ren
vilje og et ædelt formaal: „Og hun som havde villel noget — hun som
i hjertets ærbødighed var gaat ind til den hellige gjerning at bygge et
hjem for den mand hun elskede, et hjem med ren, høj luft hvor hans
sjæl ikke skulde forringes!“ — Men hun ,,kunde simpelthen ikke gøre
noget saadant, fordi det simpelthen var Knut som raadede alle ting i
dette hus.“
0, uskønne tilstande! Kan det tænkes noget saa utækkeligt, som
et hus, styret af et mandfolk! aa, saa utækkeligt! — Østerlandsk old
tid iført nutids mandsdragt! — forsaavidt slige hylstere kan fortjene
navn af dragt. Naar nutids-mænd vil optræde med østerlandsk hus
herre-myndighed faar de virkelig iføre sig tilsvarende kostyme: orien
talske talarer og draperier. Der maa være maade paa urimelighed og
utækkelighed; uskønheden blir for stor, det byr imod. Det sundeste
er, at kvinderne siger kort og godt: Nei, dette mandfolkestel, dette
køkkenskriveri taaler vi ikke!
Helene vedbliver udhofdende i arbeidet med sin ægtemand; hun er
tapper i kampen, i ægteskabets sande interesse, for at lære ham at
hendes kvindelige natur forbyder hende at tage imod hans almindelige
mandlige selvophøjelse forenet med en forelskelse af den almindelige
mandlige art. — „Du Knut, der var engang en garnmel kone, som for
talte mig om sit ægteskab. Da vi var færdige næsten, sagde hun, og
livet forbi, da først havde jeg faat kæmpet mig til lidt respekt.“ —
„0g du respekterer mig ikke, Knut, som jeg har brug for det og vil
Nylændé, 15de oktbr. 1894. 258
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
