Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - „Drøm“ af Alvilde Prydz (af Aasta Hansteen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
— — — Aa lad os bære byrderne sammen og ikke saadan hver for
sig, uden andet som binder end en følelse, du kunde ha for en, du
foragter!“ — ,,Og prøv at lade være med det at foragte min forstand!
—— — Det er farligt at överse. Det betyder ofte ikke andet end
mangel paa forstaaelse. Jeg har undertiden ligeoverfor mænd et indtiyk
af, at det er dele af sindet, fine sjelelige verdener, hvor de staar uden
for endda“ — — —
Det er förunderligt at hendes kærlighed overstaar det. Noget mer
ærtende og mer kærlighed-dræbende end mandfolkekryhed kan jeg ikke
tænke mig. Men Helene er tapper og udholdende; for hvert af hendes
sammenstød med denne uangribelige mands-overlegenhed „saa var det
der hver gang, det lille ubetvingelige, flammende punkt inde i sjelen,
det, som ikke vilde døden, men livet“.
Omsider sejrer hun. Knut begynder endelig at fatte, at hun ikke
er denne søde og bløde lille kone, som hans moder havde eslet ham.
Han begynder endelig at faa en fornemmelse af, at der gives kvindelig
styrke og vilje. Men før Helene opnaar dette, har hun en prøvelse at
gennemgaa efter, at hun er bleven moder. For straks hendes lille søn
„lod sit søde lille ansigt se her i verden, havde Knut villet tage helt
haand over ham; og det lod ikke til, som de nogensinde kunde blive
forligte om at eje ham sammen11 .
Der var en aften tale om barnets navn. „Jeg har et navn til ham“,
sagde Knut langsomt. Helene vendte sig hurtig fra ham. Hun kom
til at tænke paa, at han før undertiden „ligesom kunde finde det nød
vendigt for sin stilling at hævde en viss gammeltestamentlig strenghed.“
„Gutten skal hede Isak“, vedblev Knut. „Jeg vil indvie ham til
Gud allerede ved navnet. Jeg drømte her en nat, at mor sagde; ’Herren
fordrer ham af Dig, Du skal føre ham frem til Gud! Og saa skal det bli’!“
Hun vendte sig mod ham angst: „Du tror han skal dø, du! Aa,
jeg vil ikke, nej, det vil jeg ikke! Han maa ikke hede Isak! Men
dette vil du da vel ikke, for Isak, det er da saa stygt og saa
vil vi have gutten seiv, hører du!“
En aften kom det til det, at barnet, der ikke var mer end 8—9
dage gammelt, i hast skulde hjemmedøbes. — „Hun laa og lyttede.
Der gik en isnende langsom gysen igjennem hende ved Knuts klare,
rolige stemme: Isak jeg døber dig“ — —
„HeIene laa hvid i sit ansigt med kolde hænder“. — „Hun aabnede
øjnene halvt, men saa ikke hen paa barnet. Havde nogen været der
og stjaalet hende moderkjærligheden ud af hjertet?“
Det er flere aar senere; lille Iska er bleven fem, seks aar; —
navnet Isak er ikke taget i brug af nogen i huset, uden af Knut, —
— i et besøg hos „Madame“ sorenskriverfruen henkaster Helene en
Hør, hør! Det er sandhed, saa god som guld.
Nylænde, 15de oktbr. 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
