Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - „Drøm“ af Alvilde Prydz (af Aasta Hansteen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helene Ørn finder, at „det kunde ikke gaa paa den vis, kunde
ikke simpelthen“ — — Hun har gode evner og betydelig udvikling.
Den kirkelige forkyndelse, der, som vi ved, er udelukkende mandlig,
med dens tausheds-dogme, „kvinden skal tie“, har ikke faat tag paa
hende; hun tænker selvstændigt, og hun har en klar bevidsthed om sin
værdighed som kvinde, som menneske. Hun er en nutids-kvinde.
Dette, at Knut vil være eneraadende i deres fælles hjem, kalder hun
„fattighusstel.“ Hun finder, at hans kærlighed er „forunderlig fordrings
fuld, mærkværdig altopslugende, — og til fortvivlelse nøjsom!“ Det,
som han vil nøjes med finder hun under sin værdighed. I sin kamp
med Knut som ægtemand, i sit arbejde for at lære ham det, som hans
moder ikke har formaadd, er Helene gjennemgaaende fin og kvindelig.
Vi hører tilsist at hun sejrer. Knut siger med et lyst, fast blik: „Jeg
er ikke den jeg var.“ — „Saa er det jo sandt da, det som var min
drøm!a svarer Helene.
En taksigelse fra kvinder bør bringes Alvilde Prydz for hendes
„Drøm“. Det er en lys og skøn drøm om et ædlere menneskeliv her
paa jorden.
Det bedste ved det nuværende samfund er, at hver gang to æd
lere naturer, en mand og en kvinde med civiliserede begreber, indgaa i
ægteskab, saa har ikke samfundet det i sin magt at kunne forhindre,
at dette leder til at der føres noksaa menneskeværdige ægteskaber hist
og her, undertiden.
Alvilde Prydz har mod til at befale: Brug sporerne!. Sætt over;
højere op skal vi! Hun har ikke været i buret, hun hører ikke til de
indviede, saaledes som lensmandskonen, som i selskabet hos fogdens,
„sad som en ægygtisk statue med hænderne paa knæerne“, og sagde,
„Aahaa! — og hvad de saa sagde, var det værst den første tiden, før
en fik slidt af sig ungdommen og modet, alligevel.“
Aaha! sagde hun igjen „paa sin lange, sukkende maade.“
Nylænde, 15de oktbr. 1894.
Aasta Hansteen.
262
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
