- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 8. aarg. 1894 /
283

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. 15de novbr. - En uge i Jotunheimen (af T. B.) I. Østre og Midtre Thorfinnstind. Uranaastind og Saga. Store Skagastølstind

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

283
„Ja, her gaar veien op/’ forklarede skydsgutten, „og ingeniøren
bor deroppe i det gule sælet øverst paa bakken!" Saa maatte damerne
ud. De kastede et blik opover bakken til sælet paa toppen og mente,
de skulde ikke komme til at fryse paa den veien; men pyt san — de
fik nok ikke give sig for saa lidet, de, som skulde bestige tinder
en masse. Og med et hop var de nede og fik fat i ranslerne. En
veiarbeider lige ved stansede i sit arbeide og mønstrede dem med for
bausede blikke, der sagde saa meget som: „Nei, ser dere slig ud, naar
dere kommer ud af kjærra, da, godtfolk! Den ene lang som en gar
staur og den anden liden og rund som et nøste!“
Garstauren og nøstet lod sig ikke afficere af denne stumme tale,
men lagde afsted opover bakkerne, som om de vilde vise fyren, at de
passede ikke saa galt sammen endda. Vel skridtede den lange gewaltig
ud; men den lilles bevægelser viste en saadan energi, at manden paa
veien vistnok maatte indrømme: „Ja, et strengt arbeide bliver det; men
hu greier det nok, Vesla!“
Mens de to arbeider sig sveddryppende opover, er det bedst at
benytte tiden til at presentere dem ved de navne, hvorunder de ialmin
delighed nævnes paa turen. Den „lange“ er „Notre dame“, saaledes
døbt i Jotunheimen ifjor af de to mandlige individer, med hvem hun
slog sig i følge, da den „lille“ efter 16 dages samvær forlod hende.
Med hensyn til den „lille“ er det at foregribe begivenhedernes gang
allerede nu at kalde hende „LJenfant terrihle“, et navn, hun først
næste dag gjorde sig fortjent til. Baade denne og de følgende dage
udviste hun nemlig en saa grænseløs uvorrenhed ligeoverfor sine mørke
permissioner, at de hvide af samme slags altfor snart saa dagens lys.
Til etslags undskyldning skal det dog oplyses, at de førstnævnte ikke
var af solideste kvalitet. De havde engang været ganske respektable,
men efter lang og tro tjeneste hos Notre dame var de gaaet i arv til
Lenfant terrible, der ifjor havde forelsket sig saaledes i dem, at hun
aldrig kunde drømme om at skille sig ved dem, saalænge der var fillen
igjen af dem. Ja, hvad værre var, hun nænnede endog ikke at stoppe
et bitte lidet „uskyldigt“ hui, hun havde skaffet dem under bestigningen
af Knutshulstind ifjor. Men en saadan afgudsdyrkelse kan ikke sees
gjennem fingre med, og næste dag lod Thorfinnstinderne hende føle
det straffende ris.
Men hvor har vi dem henne? Allerede oppe! Der taler de med
Ingebjørg. Om ingeniøren er hjemme? Jo da, værs god! Saa gjennem
en bod og ud paa et tun, hvor gjederne gjør sit bedste for at stænge
veien, og saa aabner Ingebjørg døren, som fører ind til ingeniørens
allerhelligste. Stor overraskelse! Damerne er nemlig to dage tidligere
ude, end ingeniøren har ventet, og grunden er, at „theologen“, der skal
være fjerdemand i laget, har opfordret damerne til at møde ved foden
Nylænde, 15de novbr. 1894.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 14:14:50 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1894/0304.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free