- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 8. aarg. 1894 /
290

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. 15de novbr. - En uge i Jotunheimen (af T. B.) I. Østre og Midtre Thorfinnstind. Uranaastind og Saga. Store Skagastølstind

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

derne paa de andre og kunde herfrå fortsætte den rigtignok besværlige,
men dog meget lettere passage til rendens top. Straks han var kommen
op, valgte han sig en god og sikker plads, og idet han stemte fødderne
mod en stor sten, forat han i tilfælde skulde kunne holde næstemand i
touget, gav han Tostein ordre til at sætte sig i bevægelse ad samme
vei, som han seiv havde fulgt. Snart stod Tostein ved hans side, og
nu var luren til Notre dame.
Den vei, ingeniøren var slaaet ind paa, var efter al sandsynlighed
den samme, som Hans Vigdal havde valgt, da han i 1890 alene besteg
Store Skagastølstind, og som han havde betegnet som „fælande styg“.
Da det antoges, at Notre dame vilde trænge omtrent lige meget hjælp
af touget, hvilken vei hun end valgte, bestemtes, at hun skulde „heises“
den almindelige vei. Touget med skindbeltet blev derfor firet ned paa
afsatsen, og ikke længe efter bevægede Notre dame sig sprællende
tilveirs, et kunststykke, som foraarsagede theologen saa stor fornøielse,
at Notre dame beklagede, hun ikke kunde være vidne til hans præsta
tioner, naar hans tur kom til at heises. Imidlertid var Notre dame
avanceret saa langt i renden, at Tostein netop havde kunnet rapportere
op til ingeniøren: „Naa ser jeg hue paa a“, da han pludselig fik øie
paa en stor sten, som lagede sig til at gaa lige i hovedet paa Notre
dame. I en fart maatte han slippe touget for at stanse stenen, og
godt var det for Notre dame, at ingeniøren havde sterke arme; etlérs
kunde det været slemt nok. Snart sad ogsaa hun i god behold oppe
hos de to andre og kunde have den fornøielse at være assistent ved
heisningen, da theologen straks efter transporteredes op samme vei.
Derefter fortsattes uden synderlige vanskeligheder til toppen, som naae
des kl. 7.
Hidtil havde ingen af dem havt tid til at tænke paa, hvilket stor
artet syn der ventede dem, naar de kom op. Desto mere henrykte
blev de, da de nu saa sig midt i hjertet af selve vildheden og trold
skaben, med sorte gabende styrtninger og vilde botner og bræer til alle
kanter, men over det hele den nedgaaende sols mildnende skjær og
dæmpede farvetone. Til at nyde et saadant syn behøvedes tid, og
ingeniøren var elskværdig nok til at indrømme, at naar kun renden
klaredes i det lyse, havde det ingen nød med det øvrige. Til kl. 8
kunde selskabet derfor ladé hvilde falde paa sig.
Medens udsigten nødes, indtoges de sedvanlige forfriskninger, be
staaende af sne og bonbons, og dernæst maatte vardens indhold under
søges og forøges med de nye bestigeres visitkort. Istedenfor det gamle
gulnede lommetørklæde, hvori kortene var indsvøbt, anbragtes theologens
skinnende røde, hvis ophold paa „Storen“ dog ikke blev af lang varig
hed, eftersom det allerede næste dag blev hentet ned i dalen igjen af
andre besøgende.
Nylænde, 15de novbr. 1894. 290

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 14:14:50 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1894/0311.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free