Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste decbr. - En uge i Jotunheimen. Af A. T. (Slutn.) II. Gjertvastind. Store Styggedalstind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29S
afsted til Gjertvastind, var humøret betydelig forbedret, og eftersom
solen steg høiere, blev aspekterne lysere og lysere. Det var ogsaa
umuligt at være stur og grætten i slige omgivelser. Veiret var ogsaa
idag upaaklageligt. Rigtignok svævede store taagedotter om Gjertvas
tinds top; men det saa ikke ud til at være alvorlig ment og gjorde
derfor ikke videre indtryk.
Opstigningen til Gjertvastind var drøi og ikke videre interessant.
Først kl. 10 stod de paa toppen og skuede ned i det dybe skar, der
skiller Gjertvastind fra Store Styggedalstind. I dette skar skulde de
klore sig ned, hvis det paa nogen maade lod sig gjøre, for saa derfrå
at bestige Store Styggedalstind. Medens den øvrige del af selskabet
indtog hvil ved varden, benyttede ingeniøren tiden til recognoscering.
Notre dame og Uenfant terrible var netop ifærd med at falde isøvn
paa to store, flade, solvarme stene, da ingeniøren kom tilbage og sagde,
han haabede nok, planen lod sig realisere. Men der var ingen tid at
spilde, da det allerede var langt paa dag.
I en fart kom touget paa igjen, og det bar afsted nedover. Tostein
var skeptisk og bad ingeniøren ikke være for Vovsom; de maatte saa
alligevel snart tilbage igjen samme vei, for paa Store Styggedalstind
kom de nu ikke den dag, slig som her saa ud. Spændingen var stor
hver gang ingeniøren ved en ny afsats heldede sig udover for at under
søge terrainet; thi af hans „muligt“ eller „ikke muligt“ afhang jo al
videre fremrykning. Men hver gang lød det: „Jeg tænker nok, det
gaar“, og hver gang gik det. Ogsaa her havde Uenfant terrible og
Notre dame rigelig anledning til at „dingle", om end korte stykker ad
gangen. Nu stanser ingeniøren igjen og ser udover, ryster paa hovedet,
gjør høire om og stanser efter et par skridt igjen. De andre kommer
til og ser ned i en trang klippekløft, med parallele, skraatgaaende vægge.
„Her maa vi ned,“ erklærer ingeniøren, „for gjennem denne kløft
at komme ud paa bræen. At fortsætte i fjeld længer er umuligt; det
gaar stupbrat ned til skaret.“ Tostein mente, at bræen vilde blive
ligesaa umulig; enhver kunde se, at den var altfor brat, og at der var
bare blanke staalisen at gaa i. Men ingeniøren var allerede nede i
kløften og raabte op, at med en del trinhugning klarede de det nok,
og saa maatte de andre følge, enten Tostein sagde saa eller saa.
At komme ned i kløften var slemt nok, men at passere den var
unegtelig slemmere. Det eneste fodfæste, man kunde faa, var paa en
smal iseg, der strakte sig saa nær ind under det udoverhængende
fjeld, at man kun ved at kaste sig frem og stemme hænderne mod den
modsatte fjeldside var istand til at bevæge sig henimod bræen.
Og her begyndte saa det interessanteste ved hele turen, nemlig
trinhugningen i den haarde is. Skridt for skridt huggede ingeniøren
sig nedover, og de andre fulgte efter i stramt toug og sterk spænding.
Nylænde, iste decbr. 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
