- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 8. aarg. 1894 /
309

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. 15de decbr. - Aasta Hansteen. 10de december 1894 (ved red.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

309
Ovenstaaende digt fremsagdes af frk. Aasta Hansteen paa den fest,
som kvindestemmeretsforeningens klub gav til hendes ære paa hendes
70-aarige fødselsdag den 10de december 1894. Det var ud paa aftenen,
da fru Randi Blehr i varme og hjertelige ord havde holdt en tale for
hædersgjæsten og mindet om deres første møde aar tilbage som kolle
gaaer i den første maalstrævertid, at frk. Hansteen under stormende
jubel besteg talerstolen og fremkaldte minder fra sit begivenhedsrige liv
og fremsagde flere digte fra aar tilbage. Dette ene har vi faaet
overladt, og vi sætter det i spidsen for beretningen om en fest, som
vi ved for mange blev „ei fager stund“, som vil leve længe i mindet.
Men saa var det fødselsdagens begyndelse, vi skulde begynde med,
og dens festligheder siges at have begyndt meget tidlig — idet der helt
fra kl. 8 om morgenen indfandt sig blomster, presenter, breve, tele
grammer og deputationer — og vi kan bevidne, at de først sluttede ved
midnatstider.
Kl. 8 om aftenen samlede over 100 kvinder sig til fest i K. S, F. K.
i Cordials lokale. Den største sal var smukt dekoreret med norske flag
og tepper, og over talerstolen en stor solsikke (kvindesagens symbol og
optaget af klubben som merke).
Du sviv som ein røyk yver skogen —
Ein furtar i dagar, og hatar i aar,
og græt uti timer, og sykja so saar
kann vara i vikor og maana’r,
me1 kinni og lippa ho graanar.
Men gleda ho er som ein blenk,
ho lys i natti som stjerna,
som augat fylger so gerna.
I blenken er livet inne,
og løynest i djupe minne.
Men minnet veks upp atter —
Ja minnet um ei fager stund
hev lengre liv enn leide aar;
det fram igenom tidi naar,
og altid lika ungt det er,
i sig det evigheiti ber.
Der tidi hever mist si magt,
det inke verd i jordi lagt.
Nylænde, 15de decbr. 1894.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 14:14:50 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1894/0332.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free