Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. 15de decbr. - Aasta Hansteen. 10de december 1894 (ved red.) - Vort hjemmestel: Julestuds (H. L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var der sang og musik, og munterheden var stigende. Man holdt tale
for de „kjære fraværende“, herrerne, der oplæstes lystige breve fra
„Gutter i Vika“, som havde sendt en marcipanparaply, og endelig blev
æresgjæsten løftet op og under festmarschens toner baaret paa guldstol
gjennem værelserne. Tilsidst opfordrede frk, Aasta Hansteen til at
synge fædrelandssangen, hvorpaa församlingen reiste sig og afsang
„Ja vi elsker dette landet" staaende. Fædrelandsstemning og kvindesags
stemning sammen, det blir fest og „fagre stunder".
I min forlovelsestid havde jeg en god veninde, som ogsaa var
forlovet Vi bodde i samme hus og var daglig sammen, saa vi drøfted
hver dag vore fremtidige hjem, som naturligvis skulde styres efter alle
kunstens regler — verden skulde ikke ha set magen til husstell Naar
vi syntes vi hav4e fundet paa noget rigtig godt, noget af særlig
vigtighed, tog vi hverandre i haanden paa, at slig skulde vi gjøre det.
Jeg husker især en gang, vi gjorde hverandre fire løfter, som høitidelig
besegledes med haandslag og — latter; for vi syntes altid det var saa
umaadelig vittigt alt, vi fandt paa. Det ene løfte var — uagtet det var
meget uskyldigt og barnagtigt — af den art, at det ikke godt lar sig
gjengive her, hvad jeg forresten beklager, da det ubetinget var det
genialeste af det, vi fandt paa. Jeg husker ogsaa den klingende latter,
vi slog op, da vi for nogen aar siden spurgte hverandre, om vi havde
holdt det løftet. Desværre, det havde været af en altfor overjordisk
art til at kunne holdes! Det andet, at vi aldrig skulde pynte vore
komoder med hæklede, -hvide tepper og hvælvede „postelinskopper“,
tror jeg vi samvittighedsfuldt har holdt. Det tredie aldrig at rise barna
vore, har ogsaa jeg holdt, men jeg tror ikke hun har holdt det. At
dette skulde være grunden til, at hendes barn raar paa mine, hvad
velopdragenhed angaar, vil jeg dog nødig tro, da jeg fremdeles er en
modstander af ris!
Men nu kommer vi til det fjerde løfte, det som det igrunden var
mest point i, og som vi vil „lægge til grund for vor betragtning idag".
Uorf hjemmestel.
Nylænde, 15de decbr. 1894.
Julestuds.
314
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
