- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 9. aarg. 1895 /
54

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste marts - En sen, men fornøden redegjørelse (Camilla Collett) - Ilddaab (Aasta Hansteen)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

han mig aldrig paa nogen saarende maade føle det, men som en fra
falden stod jeg dog for ham, og ligeoverfor ham var jo ingen forklaring
mulig. Faktum var der: et ægteskab med en modstander.
Ak, min broder, her i livet var ingen forstaaelse mulig, men jeg
skal gjøre alt — alt — for at afsone den sorg, jeg har forvoldt Dig.
16-2-95.
Camilla Collett.
Bedes velvillig optaget i andre blade.
Ilddaab.
„Hvad hører jeg, ild i solblomstens lejr?“ spørger De, kære redaktør.
Ja, flammerne slog over taget — over væggen, netop der, hvor laurbær
kransen og solblomsten hænger. Ja, den hænger der endnu; det hvide
altlask-baand: „Fra solblomstens døtre“ er lige hvidt og rent. Røgen
er gaatt over det — sporløst.
Hvem kan vi takke for dette? Vi maa takke dem som stadigt
gjennemgaar ilddaaben: brandfolkene.
Dette højst dramatiske opptrin maa jeg skildre
Jeg sidder — søndag aften, klokken halv ni, — i god ro, i min
deilige lænestol: „Fra gamle venner". En tanke om nogensomhelst
forstyrrelse fra udenverden kunde ikke engang oppstaa. Denne søndags
stilhed, denne søndagsfred. Jeg lugter røg, — den er mistænkeligt
skarp! — Jeg gaar ud i entréen: „Hvad er dette for en røg?“ — Vilde
udbrudd svarer: „Der er varme i gaarden! — De kommer ikke ned
hovedtrappen! — gaa bagtrappen! for sytten! — huset brænder!"
Vild flugt.
At jeg ikke i øjeblikket skreg og bar mig og tabte al besindelse, blev
anset som sikre tegn paa, at jeg var „gælen“.
Øjeblikket var forfærdeligt; jeg maatte samle al min kraft for ikke
at overvældes. Fra vinduet saa jeg et ildgab, som en marsovn, lige
under mig; gnisterne farende opp forbi ruderne, over taget.
„Mine manuskripter, mine manuskripter! — de kan ikke brænde!
de kan ikke brænde!" Jeg løftede mit hoved og mine hænder; — jeg
saa gaden ryddig, omkranset af tilskuere, — glødende opplyste; — og
jeg saa røde brandvogne! — Det var trøst; det gav haab. Der følger
folk med de vogne, det vidste jeg. Aha! Modet løftede sig i mig.
54 Nylænde, iste mars 1895.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 17:47:22 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1895/0066.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free