Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste marts - „Lille Eyolf“ og „Lystige koner“ paa Kristiania theater (O. L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
straks efterpaa en saadan uviljesytring skal kunne snakke saa aabent
med hende om Allmers.
Det yppige i Ritas væsen er forenet med en vis godmodig munterhed,
lyst til drillerier f. ex. Men dette mærker man hos fru W. ikke det
ringeste til uden ligeoverfor Borgheim. Hendes drillerier ligeoverfor
Asta er ikke frie for ondskabsfuldhed i tonefaldet og udtrykket. Denne
mangel paa alt godmodigt kom især frem hos fru W. i de replikker,
hun henvender til Allmers, da han omtaler hendes guld og grønne
skoger, og hvor meget han derfor har hende at takke for. Her siger
bogen, at Rita „halvt spøgende og halvt uvillig11 — „halvt leende og
halvt fortrydelig11 befaler ham at holde op med den snak, ellers —
„banker11 hun ham! Men der var her ikke et smil at se i fru W.s
ansigt; hun sa det ganske haardt.
Naar man læser bogen, faar man indtryk af, at denne Rita trods
sin uendelige elskovsevne, trods sin voldsomme lidenskab dog er en
ladylike kvinde, ikke en brutal marketenterske eller noget sligt. De
lidenskabelige udbrud til Allmers kunde være sagt af en blufærdig
kvinde. Det var jo kun til ham alene, i sit hjertes bitre kvide, i sin
angst for at miste ham, at hun lod det bryde ud for en gangs skyld.
Og seiv da hun „truende knytter hænderne: — Aa jeg kunde næsten
fristes til at ønske — naa!11 — seiv da er det jo ikke et mord, hun
ønsker. Det er jo kun, siger hun seiv senere: „At Eyolf ikke stod
imellem os to 11 . Men fru W.s minespil ved den leilighed var mindst
en morderskes. Fru W. har opfattet Rita som etslags vilddyr. Denne
opfatning tror jeg er urigtig.
Rita synes mig at repræsentere den kjærlighed, som vistnok først
og fremst er sanselig, men ikke uden ophøiede elementer. Det er ham
alene, ham og ingen anden, hun elsker, og for hans skyld bærer hun
„usigelig pine11 „med fryd og jubel11 o. s. v.
Det pleier være fru W.s skik at gaa til yderlighederne og foragte
alle mellemtoner. Men i de siste akter, især i de siste scener af „Lille
EyolF, kom de finere nuancer smukt til sin ret. Derfor virked ogsaa
stykkets slutning mere, end man turde haabe, og dette var især fru
W.s fortjeneste. Jeg vil blot nævne det rørende tonefald i hendes:
„Hvor hen skal vi se, Alfred?11 og „Ja, ja — opad! 11 Der var en
vaagnende glæde i de sidste ord, som minded om en syg fugl, der
atter løfter sine vinger lidt i solens straaler. Og netop den glæde, fru
W. la i disse ord, gir forklaring paa bebreidelsen: „Du skulde ikke
gjort mig tvilende Alfred, for saa havde jeg havt noget at fortrøste mig
til 11 — og paa beslutningen: at gjøre godt imod de fattige barn.
Fru Dybwads Asta blev heller ikke fremstillet saa renlinjet og klar,
som Asta skulde været fremstillet, og som Hildes fremstillerinde maatte
kunne givet hende. Der blev lagt for stærk betoning paa den ting, at
62 Nylænde, iste mars 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
