Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste april - Frida Hansen (Randi Blehr)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
historisk nævntes bønderne kaldte dem ,,uppstå’4- eller billedvæv —,
var heller ikke hos kunstforstandige folk i saa høi anseelse, som de
fortjente. Ligesom tilfældet var med vore gamle arbeider i sølv, messing
og træ, saa var ogsaa vor tids smag drevet bort fra forstaaelsen af
det ægte værd i vore øvrige norske kunstflidsarbeider. En lang tid var
det jo kun hvad der kom udenfra, der hos os fik anerkendelsens stem
pel. Vi eiede ikke troen paa vort eget og forstod heller ikke dets værd.
Desuden havde den hurtigt voxende maskinindustri gennemgaaende
lammet interessen for haandarbeidet. Hvad der ikke gik med maskine
mente vi ,,kunde ikke lønne sig“. Enkelte røster ropte længe forgæves i
ørkenen. Jeg nævner Eilert Sundts navn. Han saa ulykken i, at vi for
sømte vor husflid ved at lægge hænderne i skødet og lod andre flittigere
og nøisommere folk, som ikke havde vraget haandarbeidet, tage brødet
fra os. Jeg nævner ogsaa det voxende arbeide, som fra 60-aarene og
opover paa initiativ af ingeniørkaptein Lund og ved industriskolen i
Kristiania spredtes udover til husflidstankens ophjælp.
I 87 kom saa Frølich med sin husflidsskole. Frølich og frue
virkede trofast sammen med industriskolen for den hjemlige husflid i
flere brancher. Rigtignok havde svensk paavirkning gjort sig stærkt
gældende. Det kraftige opsving, som den svenske husflids- og kunst
industri havde taget efteråt det mægtige selskab „handarbetets venner"
havde virket nogen tid i Stockholm, manede os til efterfølgelse. Men
det er let at indse, at faren for eflerligning her laa nær. Begge lande
har jo f. ex. med hensyn til vævningen de fleste vævearler fælles.
Forskellen bestaar meget ofte kun i farvesammensætningen og mønstrene.
Norge havde endnu ikke lært at hente til sit behov ud fra sit eget rige
skatkammer i former og farver. Vi drog derfor endnu gladelig „over
bækken efter vand“. Kunstforstandige folk derinde i Sverige ropte os
sit varsko: „søg i Eders egne gjemmer, I har det, som er endnu bedre
end vort“. Men det varede en stund før vore øine aabnedes for dette.
Kunstindustrimusæet havde imidlertid arbeidet for at vække sansen
ved at søge samlet, hvad der endnu fandtes, og derved give haand
værks- og industrifolk anledning til at studere vor gamle kunstindustri.
Som en af foregangsmændene i denne sag bør gamle juveler Tostrup
nævnes. Senere er arbeidet ført videre af mænd, som Grosch, prof.
dietrichson o. fl. En samling gamle billedvævninger og andre tæpper
af stor kunstindustriel værdi er nu at se i dette musæum —, og det
var derfor trist at se broderihandlere og lærerinder drage indover til
Sverige for at tage op det svenske, mens vort eget stod ukendt og ufor
staaet i al sin rige skønhed.
Vore figur- og billedvævninger var det imidlertid, som skulde
komme til at blive skillemærket. Thi disse vævninger skiller sig saa
fuldstændig ud fra alt det svenske baade i mønstre og i teknik, at her
82 Nylænde, iste april 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
