Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. 15de mai - Vore eventyrs kvindeskikkelser (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa hyggelige som muligt med korketrækkerkrøller, kappekurv o. s. v.
Hvem kan vel lade være at holde af disse opofrende gamle mostre,
som for al sin hjælp ikke fordrer anden løn end den at kaldes
„moster“? og hvem vil nægte dem heltemod, naar de paa selve
bryllupsdagen optræder lige for prinsens øine med sine respektive
„medaljer“, bare for at hente sin surt erhvervede løn? Og jeg synes
nok, vi kan være enige om at reise os og neje ligesaa dybt som
bruden, idet vi ærbødig hilser „goddag moster“.
Den næste kvindelige figur, vi vil beskjæftige os med, er „Hønen,
som skulde til Dovrefjeld for at ikke alverden skulde forgaa“.
Om nogen vil indvende — kjønnets rigtighed tiltrods — at dette
er dog ingen kvindefigur, men bare en høne, saa skal jeg dertil faa
lov at svare, at jeg føler mig fuldt overbevist om, at dette med hønen
bare er en galant, eller rettere, hensynsfuld forklædning, og at der for
fortællerens digteriske blik har staat en af disse masende og kavende
husmødre, som synes, det gjælder i den grad med at komme til
Dovrefjeld netop i kvæld, d. v. s. med et eller andet husligt braak, at,
hvis ikke, saa forgaar alverden, og som desuden har denne uforklarlige
magt over sindene, som imellem just de middelmaadige mennesker har,
at de faar alle de andre til at tro det samme, saa de tilslut blir et
helt følge, der pludselig tror, de absolut maa til Dovrefjeld netop
ikvæld. Og dette eventyr er saa humoristisk, at jeg ædelmodig tilgir
den deri udtalte knusende dom over vore husmødre.
Af andre eventyr med kvindelige titler kan nævnes „Vesle Aase
gaasepige“ som var besat af den fikse idé, at hun endelig skulde
ha prinsen af England. Forresten er det intet andet at bemærke om
hende, end at hun var fatalist: „Skal jeg ha ham, saa faar jeg ham
nok“, sa Aase og dermed lod hun sagerne rolig gaa sin gang, indtil
hun ganske rigtig fik ham.
Endvidere „Dukken i græsset“, som har udmærket sig ved at
forfærdige verdens mindste skjorte, og „Jomfruen paa glasbjerget“,
som havde en irriterende mani for at erte sine friere opefter et
glasbjerg og trille guldæbler ned i skoen paa dem. (Mærkelige sko den
tids unge mænd brugte!)
Saa kommer „Mestermø“, som har afgivet stof til et af vore
længste eventyr. Denne kvinde er da virkelig ogsaa, hvad man kalder
„en karakter“; hun er udstyret med stor klogskab og humoristisk sans
for at behandle skrivere, fogder og lensmænd, naar de gaar paa
frierfødder; men hun viser sig tillige saa raffineret grusom og saa ligeglad
med sit eget gode navn og rygte, at jeg ikke har lyst til at gjøre
videre stads af hende.
Ulige mere sympathisk er „Lurvehætte“, trods sit ilde klingende
navn. Og skulde nogen kvinde i eventyrene kaldes en heltinde, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
