Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Nogle ord om „Lille Eyolf“ (O. Y. G. H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tiden var lidenskaben alene om at lokke, nu har den faaet en mægtig
bundsforvandt i den falske troskab. Rottejomfruen: „Ja, før i tiden
havde jeg ingen Mopsemand behov. Da lokked jeg selv da. Jeg
alene.“
At være tro mod sig seiv, tro mod sin egen kjærlighed, er de
toner, der nu spilles paa, og saa ser man ikke lidenskabens strenge
ved siden, intet under, at de drager den unge. „At fortsætte ægte
skabet, naar kjærligheden er væk, er en synd“, siges der, „ingen ver
dens lov kan fremtvinge kjærlighed11 ; ja, hvem er ikke enig i det;
men himlens lov kunde kanske gjøre det mirakel. Dog, de digter
ingen „Ode to Duty“*) de folk, de fornægter „The Stern Daughter of
the Voice of God11 ,**) som Wordsworth helliger sit udødelige digt.
Den pligtopfyldende og selvopofrende kjærlighed er i skuespillet
personificeret i den ædle Asta, derfor skiller hun ikke Almers og Rita
ad. Og saa følger da denne høibaarne datter arbeidets adlede søn, et
har de fælles: den jordiske kjærlighed er taget i et høiere livs tjeneste,
hos dem har der ingen forvandling været, og vil heller ikke bli. Det
er disse sunde mennesker, som hvad enten de blir gifte eller er ugifte, til
fører samfundet den største kraft. Kanske vi i dem skulde finde de
mennesker igjen, som af høiere hensyn, frivilligt, ofrer sig i velgjøren
hedens og videnskabens tjeneste, ikke som stedmødre og stedfædre,
men som aandens udvalgte redskaber for at lyse op og bryde veie for
slægten. Maatte saa deres aand lyse for mangen Almers og Rita paa
livsveien 1
For nogle aar siden gik jeg med nogle venner fra Kristiania ud
til Oskars Hal. Vi kom til at tale om ægteskab, og en af herrerne, en
meget intelligent mand, bemerkede:
„Det er dumt at gifte sig, man er ikke længer fri.11
„Men hvorfor gifter saa mange sig da ?“ sa’ en ung dame.
„Fordi de har givet efter —, men naar aarene er gaaet, er kjær
ligheden fløiet og saa angrer de.“
„Ja De burde rigtignok aldrig gifte dem. 11
Havde dengang Ibsens bog været skrevet, vilde hun kanske have
svaret: „Jeg beklager Dem, at De med al Deres lærdom ikke er kom
men saa vidt, at De ved, hvad ægte kjærlighed er.
Og den . lærde mand havde ret. Hvad lykke er kommen af et
ægteskab som Almers og Ritas, hvor „den fortærende skjønhed11 sam
men med rigdom har været, hvad der hovedsagelig bandt den ene, og
lidenskab den alt opslugende kraft hos den anden. Hvad havde de
igjen af en saadan kjærlighed? En krykke fra et forkrøblet barn —
det var det hele; — ikke engang en hellig sorg mildner deres tab.
Hvem, uden Ibsen, kunde paa en mere ironisk maade ha’ udtrykt dette:
*) «Ode til pligten». — **) «Gudstenjmgus strenge datter».
Nylændk, 15de juli 1895. 176
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
