Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Nogle ord om „Lille Eyolf“ (O. Y. G. H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rita. „Ja, er det ikke underligt at tænke sig? Gaa her og sørge
slig over en liden fremmed gut."
Hovedpersonen i dramaet, Almers, er unegtelig den interessanteste
af dissse Ibsens skikkelser, jeg vil ikke dermed si’, at han just er saa
tiltrækkende altid. Jeg kan ikke skjønne, at Rita er saa rent forelsket
i ham netop. — Men det interesserer os at følge denne fine aa.nd og
se det høiere liv arbeide sin stille vækst, fremskyndet af livsførelserne,
medens tidens anskuelser, mandlige ufuldkommenheder og gammel
tradition gjør sine krav gjældende.
Vi ser ham saaledes som bror vise en næsten kvindelig hen
givenhed: han tænkte endog paa Asta, da han giftet sig til „guldet og
de grønne skoge", det er sandelig ikke mange brødre, der ta’r sligt
hensyn. I den deilige scene ved stranden, hvor Asta syr flor paa
broderens arm, er det som det dufter af renhed og skjønhed; — og
dog har Ibsen ingensteds tegnet et enklere billede af Almers’s aand i
kamp med det til jordlivet bundne sind end netop her: Medens Almers
dvæler i sorgen over lille Eyolf og synes det er synd at have en tanke
uden ham, griber han sig seiv i, at han tænker paa — middagsmaden.
Hvor lille Eyolfs vanskjæbne skjærer ham ind i sjælen! Og er det
ikke storslagent hos en mand at se denne foragt og gru for sin given
efter for lidenskaben. — Almers: „Jeg mindes ingenting! Vil ingenting
mindes!" Og saa denne dybe erkjendelse af, at straf maa følge synden
i hælene: Almers „Vi har forbrudt os begge to. Og derfor var det
gjengjældelse i Eyolfs død alligevel."
Ser han ikke gjengjældelse endog deri, at han for Astas skyld har
giftet sig, og derved forsyndet sig mod Rita?
Almers (dumpt, støtter sig til bordet). „Gjengjældelsen“
Det maa vel være det han ogsaa mener, naar han siger til Asta:
„Jeg har forsyndet mig mod hende."
Det er en straale af et høiere liv, som lyser frem, naar han midt
i scenen, hvor han fortæller Rita om, at hans kjærlighed er død,
skimter en opstandelse. Han har opdaget, at Rita er i slægt med
baade hav og himmel, symbolerne paa det umaalelige og det uende
lige, skjønt hun ikke seiv ved af det. — Og hvor villig hans aand
bøied sig mod hende, da hun „vil smigre sig ind hos de store, aabne
barneøjne", da moderhjertets hellige alterild slog ud i flammer.
Almers: „Kanske jeg kunde faa være med?
Og hjælpe dig, Rita?"
Ubevidst har hans aand søgt hendes før: dengang da han fortalte
hende sine inderste tanker, ikke bare resultatet at dem, hvad han endog
har fortiet for Asta, det som var hændt deroppe paa fjeldet — en scene,
som i skjønhed kan maale sig med scenen i 2den akt mellem Almers
og Asta; — skade kun, at hos ham en strømsætning i tiden far det
177 Nylænde, 15de juli 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
