Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Nogle ord om „Lille Eyolf“ (O. Y. G. H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men saa er vi ogsaa færdig med Almers’s synder. Hvad der for
mig gjør Almers stor — er, at han ikke følger efter Asta. Man vil
si’: det kunde ikke nytted ham heller. Dertil vil jeg svare: En mand
af Almers’s karakter, tilhørende den moderne skole om skilsmisse, vilde
have gjort det, seiv om det ikke nytted. Men Almers tilhører i det
øieblik fremtidens mænd, som kan ofre seiv det at tilfredstille en syn
defri tilbøielighed — og høiere kan vi ikke komme, — den ægte kjær
lighed er en syndefri tilbøielighed — og Almers’s kjærlighed til Asta
var ægte. Ingen misforstaaelse, vi maa sætte os paa Almers’s stand
punkt: for ham gjaldt skilsmisse fra Rita for tilladeligt. Den skue
spiller, der kunde fremstille Almers det øieblik han gaar der i sterkt
indre oprør, efterat Asta har tilstaaet ham sin kjærlighed, er, er jeg
bange for, endnu ikke født — han maa først fremgaa af fremtidens
mænd. At tolke Almers iet øieblik, hvor seiv en Ibsen ikke finder
ord — eller rettere; hvor Ibsen tier, der taler han mest — maa der
oplevelse til, ikke bare et spil.
Og saa et par ord om lille Eyolf, det uskyldige barn, som maatte
lide for forældrenes lidenskab. Ibsen har sørget for, at vi skal se det
klart nok, og hvor meget mere vil ikke barnet lide, naar lidenskaben
driver far og mor fra det ene ægteskab i det andet: det vil da isand
hed blive en bold for hvilkensomhelst ond magt, som det møder paa
sin vei, netop fordi det ikke har fodfæste i hjemmet, der skulde være
den pligtopfyldende kjærligheds arnested. — Hvor vakkert dette, at
Ibsen peger paa, at det er i arbeidet for børnene den til et høiere liv
vakte slægt vil gjenfødes. Lille Eyolf har ikke levet forgjæves, for
verdensordneren er han ligesaa uundværlig som den største paa jorden.
Her har vi kanske nøglen til, hvorfor Ibsen har givet dramaet barnets
navn.
Endelig en slutningsbemærkning om Ibsen. Det er et mildnende
drag kommen over vor store pessimist. Og skuespillet er slet ikke
sørgeligt; det er blot omridset af denne sjælebygning der er mørk,
indredningen er lys nok, og ind gjennem sprækkerne titter solens
straaler. Vi har faaet en medicin til at lindre smerten. Et mangler:
Ibsen viser os ikke hen til den store sjælelæge. Hvad nytter det at se
op til himmel og stjerner, naar der ingen er til at løfte os op? — Dog
„Lille Eyolf11 repræsenterer det individuelle og sociale kravs lige beret
tigelse og guddommelighed, budet: Du skal elske din næste som dig
seiv — ikke mindre end dig seiv, men heller ikke mere end dig seiv,
og forsaavidt er det i samklang med det største vi ved: dette er dra
maets klassiske betydning. „Lille Eyolf“ vil leve naar „Hedda Gabler“
og „Brand“ forlængst er skrinlagt.
I Rittas haandtryk og tak er en förening af disse krav sluttet, ikke
i illusionens morgenskjær, men i virkelighedens fulde dagslys. Dette er
Nylænde, 15de juli 1895. 180
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
