Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste septbr. - Et livsspørsmaal for samfundet (Af co.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det. Det naaes ikke i et sprang. Men det naaes, saasandt vi kvinder
vil reise os, saasandt vi tror paa dets retfærdighed, saasandt hver
kristen kvinde vil nedbede Guds velsignelse over arbeidet. Lad os al
drig fornegte det krav til mandens renhed, som vi bærer i vort hjerte.
For hver kvinde, som blir mor, skal det reise sig stærkere og stærkere:
ren luft om vore born i vore hjem, paa vore skoler, i vore thingsale-
Lad os samle os om dette, saa at lovene om lige synd og lige straf
for mand og for kvinde kan arbeide som en levende magt, der er
sprunget ud af livet seiv. Den sædelige fordring til mandens renhed
er steget — kan vi ikke haabe, at den kan stige endnu høiere, saa at
skjøgeuvæsenet baade af mand og af kvinde betragtes som en skam
plet, som vi vil skjære ud af vort samfundslegeme.
Skjøgen og hendes kunder skal straffes som andre forbrydere, og
ved vidneførslen over skjøgen skal hendes kunder tages op i forhøret
og sttaffen. Det kan synes haardt at fælde dom over kanske det første
fald hos en mand, men saa længe har kvinden baaret straffen alene
og saa stærkt har samfundet beskyttet sine mænd, at vi mener, ret
færdigheden faar engang ske fyldest. Hvis det gik ind i mændenes
bevidsthed, at deres navne i en slig sag virkelig blev stillede offentlig
sammen med disse kvinder, som de har brugt, og som de foragter,
hvis de troede at straffen for fuldt alvor vilde ramme dem ligesaa
sikkert i dette tilfælde, som om de havde hælet med en tyv eller
skrevet fafsk — jeg tænker nok, de vilde være varsommere. Og
kanske angsten for straffen vilde holde de unge mere tilbage fra at
indlade sig med slige kvinder, og at den vilde gjøre veien til utugts
erhverv mere mørk og afskrækkende for vore letsindige søstre.
Vi kan ikke udrydde krig; men vi arbeider paa at trænge den til
bage; vi kan ikke afskaffe fattigdommen — men det er en samfunds
pligt at afværge og mildne den saa meget vi orker; vi kan ikke ud
rydde utugtssynden — men vi kan kjæmpe mod den paa liv og død.
Her er kanske dem, som smiler over en slig naiv tro paa, at
mændene skal ville gaa med paa dette og tage det i betragtning ved
lovgivningen.
Og dog — se paa livet seiv. Finder vi ikke hos de bedste mænd
og hos de lavest sunkne — denne trang til kvindens stærke renhed?
Er det ikke den, som rører sig i deres ungdomsdrømme, er det ikke
den, de elsker som det dyrebareste hos deres hustruer? Er det ikke
det, som gir gutten tryghed hos sin mor og gjør hende høiere end
andre mennesker i hans øine?
Hvis de virkelig troede, at de blev dømte i sine egne kvinders
øine i dette stykke, saa vilde de lære at se paa sig seiv med andre
øine. I samme mon, som vi er vort ideal tro, i samme mon vil
manden vokse i scedelig renhed og kraft.
Nylænde, iste septbr. 1894. 215
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
