- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 9. aarg. 1895 /
232

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de septbr. - Føljeton: Sneklokken (Ca.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

,,Forstyr ikke klokkerne i deres lyksalige uvidenhed, kristtorn. Ak,
kun altfor unge faar de nok føle den jernhaarde, iskolde virkelighed."
Det var efeugrenen, der tog tilorde og vedblev, henvendt til sne
klokkerne: ,,-Glæd eder, I kjære smaablomster, eders, ja vores alles,
lykke bliver kort. Idag er I sammen; hvad morgendagen vil bringe
ved I ikke. Derfor glæd eder, medens I kan.“
„Ja, vi vil juble, synge og være lykkelige sammen," udbrød den
lille forkrøblede. „Vi vil glæde menneskene, det er jo vort kald, gjøre
dem bare, bare godt, saa er ogsaa de gode. Tak, tak, gode Gud, for
vort herlige liv. Smil, fryd eder, klokkesøstre!"
Og klokkesøstrene fulgte opfordringen; der lød kun sang og
jubel fra den lille venneklynge. Det var et herligt liv.
De smaa snefnug bedækkede klokkerne; de rystede dem muntert
af sig Solen tilsmilede dem et godmorgen; blomsterne smilede igjen.
„Leg med os!“ tilraabte de fuglene, der hoppede om iblandt dem;
ogsaa fuglene var glade i de smaa, englelignende væsener; de kvidrede
for dem og opmuntrede dem med sine sange. „Glæd eder over os.
Vi er komne blot for eders skyld!" tiljublede de menneskene. „Ja, lad
os glæde os,“ var svaret, og „knak—knak" sa’ det: den ene blomst
efter den anden maatte lade sit liv. Kun den lille forkrøblede fik lov
til at staa igjen. „Isch, den er saa styg," sagde en stemme; det var
grunden. Men dens kamerater blev baarne afsted. Hvorhen? ja, det
vidste hverken den eller de seiv; de var jo nu ligesaa mange smaa lig.
„Ene — forladt og forskudt," sukkede sneklokken; nu vidste den,
hvad det var, og den var ikke saa stærk til at bære modgang, den
arme skabning.
Den deilige, blaa himmel og de vakre omgivelser var jo de samme,
— sneklokken saa intet af dette nu. Den følte kun en knugende,
tung sorg. Ak, den havde jo nu intet at leve for; kunde ikke engang
glæde nogen ved sin nærværelse — den var jo saa styg.
„Aa, lad mig blot dø," var dens bøn; og den fik dø.
Den bøiede sin hvide klokke mod jorden og sank pludselig sam
men, den lille, yndige blomst; ingen anede, hvad den havde lidt eller
bekymrede sig om dens død uden efeugrenen, der havde faaet den
saa kjær. „Stakkels, stakkels ulykkelige," sukkede grenen, „din lod
var tung. Og ak, den samme skjæbne har rammet og vil fremdeles
ramme eder, smaa sneklokker. Aa var jeg blot istand til det, da vilde
jeg være eders, sneklokkernes, talsmand blandt menneskene. Ikke en
hver er det givet at føle med, at forstaa eder." Ca.
Nylænde, 15de septbr. 1895. 232

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Mar 10 17:47:22 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1895/0257.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free