Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 1ste novbr. - En vaardag i St. Paolo (Skizze af Doris Rein)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rom, hvorfor den ogsaa kaldes St. Paolo fuori — forkortelse af fuori
de muro — udenfor muren. Den er bygget i basilikaform og grund
lagt i det 4de aarhundrede paa det sted, hvor man antog Pauli grav
havde ligget. Dog er den en moderne kirke, den nedbrændte nemlig i
1836, hvorefter den gjenopbyggedes i sin nuværende pragtfulde skik
kelse, dog med bibeholdelse af sin oprindelige form. 1854 indviedes
den af Pius den 9de. Med sine klosterbygninger gjør den et mægtigt
og imposant indtryk. Hovedfapaden, der vender mod Tiberen, er
smykket med en forhal baaret at søiler og prydet med mosaikker.
Kirken seiv bestaar af et uhyre langhus med foranliggende tværskib,
der strækker sig over hele långhusets bredde, dette tværskibs ene side
mod vest staar i forbindelse med de til kirken hørende klosterbygninger
— dets anden side mod øst vender ud til veien, og gjennem en side
indgang her pleier de reisende som oftest at betræde kirken. Vi stan
sede ogsaa ved denne. Udenfor stod de sædvanlige paatrængende
sælgere med sine fotografier og snurrepiberier, men med ægte reisendes
hele stoiske ro og uforfærdethed gik vi forbi dem og lige løs paa vort
maal. Min ledsager løftede det tunge forhæng, der dækkede indgangen,
og vi befandt os i et høit — aflangt kirkerum — lyst og straalende.
Væggen til høire var brudt af en uhyre hvælving, i hvis midte et
kolossalt tabernakel, baaret af hvide alabastersøiler, hævede sig over
høialtret. Væggen til venstre var rigt udstyret med mosaikker og guld
og gjennembrudt af pragtfulde kapeller. Ligeoverfor os hævede sig et
mindre alter, som vi dog paa grund af afstanden ikke nøiere kunde se.
En dæmpet sang og musik, der undertiden afbrødes af læsende stemmer,
lød gjennem rummet, og foran det længst bortliggende kapel saa vi en
liden folkeskare sidde paa bænke for at høre messen. Vi gik sagte
fremad paa det speilblanke marmorgulv, da min ledsager pludselig
stansede. Jeg saa mig om og stod stille. Gjennem hvælvingen til
høire saa vi pludselig ind i en skov af søiler, lysegraa, lette, sammen
bundne ved yndefulde buer strakte de sig i ustanselig række indover
og nedover, mens vinduernes glasmalerier, der skimtedes som roser i
det fjerne, brød solstraalerne og kastede et let, trylleslør over det
hele. „Det er den egentlige basilika11 , sa’ han, „kom længere hen,
kan De bedre se konstruktionen 11. Jeg gjorde, som han bad, og den
yndige forvirring, der fremkom ved, at vi saa søilerne saa stærkt paa
skraa, at de for øiet flettede sig tæt ind i hinanden, løste sig nu op i
den klareste, reneste regelmæssighed. 4 søilerækker af lysegraa, blank
sleben granit bar det i gyldne felter inddelte flade tag og delte basili
kaens uhyre rum i 5 skibe, et midtskib og 4 mindre sideskibe. Vi
steg ned ad de brede trin, der førte til midtskibets gang. Alt omkring
os var lyst og let. Væggenes og loftets guld og mosaikker straalede
i det afdæmpede, men dog klare lys. Søilernes rene rækker henrykte
Nylænde, iste novbr, 1895. 269
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
